Onsdag den 7. september er der premiere på sæsonens første film, og tovholderne glæder sig til atter at kunne samles om gode oplevelser den gamle Lønstrup Café Bio.
Den forgangne uge er gået med overdragelse fra sommerforpagteren, som bestyrelsen har etableret et godt forhold til. De har lånt – og passet godt på – de nye møbler og afleverede stedet i meget ren og pæn stand.
Bestyrelsen håber derfor, de kommer tilbage næste sommer – også fordi de tilførte byen et pust af noget nyt og anderledes. Og det klædte både byen og biografen.
Efter afleveringen brugte tovholdere og frivillige fredag formiddag på at flytte allebiografens ting ind, fylde lageret med ting til baren og hvad der ellers kræves af klargøring, og fredag aften mødtes en snes stykker af de frivillige for lige at hilse på og ønske hinanden en god sæson. Som sædvanlig en hyggelig og velsmurt proces, som det er med det meste af det, de laver i deres efterhånden store forening.
Hele efterårets program ligger nu i kronologisk orden på vores hjemmeside. KLIK HER
Det trykte program finder du i biografen, hos SPAR og i mange af byens butikker.
Som nogen måske har bemærket, kører de i dette efterår hver film i to uger, så du har lettere ved at finde en dato, der passer dig.
De næste par uger er det den norske Verdens værste menneske. Det er både drama, komedie og romantik og en film, som Filmmagasinet Ekko gav 6 af 6 stjerner.
Læs mere herunder. Til den første forestilling den 7/9 er der gratis bobler og snacks til de fremmødte.
Verdens værste menneske
Den 7. – 8. – 9. – 11. september kl. 19.30
Norge 2021, drama/komedie, 2t 1 min
Instruktion: Joachim Trier
Verdens værste menneske handler om den snart 30-årige Julie, der ikke har fundet ud af, hvad hun vil, eller hvem hun vil være og er på trods af titlen en feel-good film.
Den glider dog umærkeligt fra energisk lystspil til dødsens alvorligt eksistensdrama. Joachim Trier har skabt en afslutning på Oslo-trilogien, der sammen med Reprise (2006) og Oslo, 31. august (2011) vil stå tilbage som et signalement af vor tid og er et hovedværk i nordisk kultur.
Fakta om Lønstrup Café Bio
Lønstrup Café Bio er en forening, drevet 100% af friviligt arbejdskraft. Hvis du ikke allerede er medlem kan du blive det ved at klikke her. Så er du med til at bevare en perle i Lønstrups og hele Hjørring kommunes kulturliv.