“Afdøde kvindelige kunstnere – især malere – oplever for øjeblikket en ny interesse. Ellers har de haft det svært i en mandsdomineret verden. Kvindelige keramikere har haft det endnu vanskeligere, for keramik er blevet set på blot som hjemligt håndværk og ikke som kunst. Alligevel er der kvindelige keramikere, som har gjort en sådan sondring ligegyldig og ret latterlig, da de har lavet kunst på et højt niveau. Nogle af disse vises og vurderes i foredraget – bl.a. Tove Anderberg og Gertrud Vasegaard. De har også været med til at skabe den nye ”guldalder” for dansk keramik, som vi er inde i,” forklarer Henning Jørgensen om foredraget.
Kunstkritiker og -forfatter Henning Jørgensen står bag flere udgivelser om dansk 1900-tals kunsthistorie med et særligt fokus på ‘Martsudstillingens’ kunstnere. I 2015-2016 medvirkede han til realiseringen af en stor udstilling om netop ‘Martsudstillingen’, der vistes på Holstebro Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum og Vendsyssel Kunstmuseum. I 2011 udgav Jørgensen, i samarbejde med Holstebro Kunstmuseum og Bornholms Kunstmuseum, endvidere en stor monografi om keramikeren Gertrud Vasegaard, der, sammen med Tove Anderberg, vil være et af omdrejnings-punkterne i Jørgensens foredrag.
Se mere om priser og tider på Vendsyssel Kunstmuseums hjemmeside: www.vkm.dk