Den 19. juni er det slut med BASALT butikken i den tidligere NETTO butik på Bispensgade i Hjørring, har ejeren Salling Group netop meddelt.
NETTO-butikkerne vender ikke tilbage i BASALT-bygningerne i Hjørring, Viby, Helsingør og Fredericia. Det gør de til gengæld i Kastrup, Odense, Glostrup og Næstved.
Medarbejderne i BASALT-butikker bliver enten på adressen, hvor man genåbner som Netto eller bliver tilbudt nye muligheder i nærliggende Netto-butikker.
Mens inflationen fortsat var på himmelflugt og energipriserne på sit højeste, bragte Salling Group en ny spiller ind på det danske dagligvaremarked.
BASALT, som blev til på blot seks uger efter ideen opstod, åbnede den første butik i efteråret 2022, og indenfor kort tid stod 10 butikker klar som en direkte håndsrækning til forbrugerne, der foruden ekstra høje faste udgifter i hjemmet skulle betale mere for dagligvarerne. Her gik BASALT 15-20 procent under discount for at give kunderne tryghed i prisen i en periode, hvor stort set alt blev dyrere.
I løbet af de seneste måneder har energiudgifterne fundet tilbage til et mere normalt leje, ligesom der er udsigt til lavere inflation. Derfor har Salling Group også fremrykket den endelige evaluering af BASALT, da netop et minimalt energiforbrug var et af grundprincipperne for BASALT, der er strippet for køle- frostmontrer og har kortere åbningstider for at reducere energiforbruget. Evalueringen er endt på, at testen nu afsluttes.
– Jeg er stolt af, hvordan vi på rekordtid lancerede et koncept, der tilbød kunderne en langt billigere indkøbskurv end noget andet sted i markedet. Det ligger dybt i vores dna at have fokus på at løse kundernes vigtigste udfordringer ved hjælp af nye, innovative tiltag, og vi vil også fremadrettet teste nye løsninger, som alle vil være målrettet at forbedre kundernes hverdag, siger kommende CEO i Salling Group, Anders Hagh.
I efteråret entrerede BASALT med et løfte om at være langt billigere end discount på et smallere sortiment af basisvarer, mens flere tests er blevet prøvet af – bl.a. dåseøl og sodavand til grænsepriser, mens man i en enkelt butik har forsøgt sig med et mindre sortiment af kølede varer.
– BASALT har indfriet forventningerne på rigtig mange måder. Vi har overholdt vores prisløfte og sikret kunderne dagligvarer til markedets klart laveste priser, men vi kan se, at kunderne foretrækker tilbud fremfor at handle basisvarerne ét sted til faste lave priser. Og så er det tydeligt, at nu, hvor temperaturen stiger, og sommeren er på vej, at vi med ambitionen om et minimalt energiforbrug får svært ved at imødekomme den naturlige efterspørgsel på blandt andet kølede varer, siger kædechef i BASALT, Henrik Nielsen.
De planlagte åbninger i Nakskov og Greve annulleres, mens de nuværende BASALT-butikker herunder den i Hjørring lukker.
Det var lige en lånt tekst .. fy
ja det jo ikke noget nyt med avisen..
BASALT har sikkert været endnu en stor jokes fra Salling Group. Husk på deres slogan 100% Dansk ejet.
Husk også på hvor de hjalp os med lave priser under Corona tiden 🤑 for ikke at glemme de kæmpe prisstigninger mindst 40% de sidst mange måneder.
På grund af de tårnhøje energipriser og krigen i Ukraine..summa summarum. Alligevel har deres regnskab vist milliarder i overskud. Ja det kan man da kalde 100% Dansk 🇩🇰 hjælp til sine landsmænd.🤧🤧🤧. Tak for ordet.