Det nyrenoverede A-Z varehus ved Ringvejen i Hjørring er klar til at opfylde også fremtidens krav til bæredygtighed og vil i løbet af efteråret 2023 etablere 14 ladestandere på parkeringspladsen.
Salling Group, som ejer A-Z i Hjørring, vil i samarbejde med Clever opsætte i alt 1000 ladepunkter i Danmark. Der er nu sat lokation på de 785 af dem blandt andet ved A-Z i Hjørring. Føtex på Bispetorvet i Hjørring har også lademuligheder.
De mange ladepunkter fordelt hos Salling Groups butikker over hele landet vil betyde, at kunderne også i Netto, Bilka og føtex inden udgangen af 2025 kan lade deres elbil, mens de fylder varer i den manuelt drevne indkøbsvogn.
Salling Group ser det som et skridt i den rigtige retning og ønsker at minimere sit aftryk på klimaet og hjælpe kunderne med at træffe grønnere valg i hverdagen. Det vil de mange ladestandere bidrage til.
– Vi har en klar ambition om at gøre det lettere for vores kunder at træffe valg i hverdagen, der støtter ønsket om at mindske den globale opvarmning. Med fordelingen af ladestanderne ud over hele Danmark gør vi det lettere for vores kunder og andre danskere at lade elbilen, siger CSR-direktør i Salling Group, Henrik Vinther Olesen.
Ladestandere hos Salling Group
– En ladestander har typisk to ladepunkter. Det betyder, at to biler kan få strøm på bilen på samme tid
– Der vil være forskellige ladetyper på de enkelte steder
– Ambitionen er, at alle ladestandere står klar senest ved udgangen af 2025
– Alle ladepunkterne vil indgå i Clevers ladenetværk, som er tilgængeligt for alle elbilister.
– Ejere af el-biler vil både kunne oplade gennem abonnement hos Clever og forbrugsafregnet pr. kWh
Kilde: Salling Group