Saltvandsindsprøjtninger, der sætter strøm til de mentale batterier, og at danskerne skal sætte tempoet lidt ned og nyde de nære ting i livet, er budskabet bag VisitNordvestkystens nye kampagne.
Saltvandsindsprøjtninger hives ned fra hylderne, surfboards flyder rundt om Storkespringvandet, og farverige badedyr proppes ind i bussen. Bymennesker myldrer af sted for at komme nordvest på, hvor de kan slippe hverdagsstressen og trække stikket. En læge understreger, at indsprøjtningerne kun har få ufarlige bivirkninger, der viser sig i form af ”farmer-arme” eller tiltagende hårvækst. Med et glimt i øjet og en humoristisk fortælling sætter VisitNordvestkysten spot på turismeområdets mulige indvirkning på krop og sind i en ny kampagne skarpt skåret som et nyhedsindslag.
– Turismefilm ender tit i noget, man har set tusinde gange før, og det er svært at skille sig ud fra andre
destinationer. Med Saltvandsindsprøjtning fra Nordvestkysten taler vi ind i en af tidens helt store trends, hvor danskerne søger afstresning, fordybelse og kvalitetstid med sine allernærmeste. Der er ikke længere prestige i at have en travl hverdag. Mentalt overskud, dybe vejrtrækninger og ro helt ned i maven betyder langt mere i dag, og det finder man ved Nordvestkysten. Det vil gerne kommunikere på en anderledes måde, siger Carina Westmark, som er marketingchef hos VisitNordvestkysten.
Omdrejningspunktet for kampagnen er en fortælling om, at VisitNordvestkysten har udviklet en saltvandsindsprøjtning, der injicerer dig med ro, afslappethed og mentalt overskud – altså den efterstræbte feriefølelse, Nordvestkysten er garant for året rundt. Virkelighedens saltvandsindsprøjtning er oplevelser, hvor man er til stede i nuet, mærker naturen og fordybelsen i dét, man laver lige nu. Det kunne være at deltage på et surfing-kursus, plukke østers, tage på vildmarkstur, tæske af sted på en mountainbike eller tage et weekendophold i naturen.
Kampagnen lægger sig i forlængelse af den øgede interesse VisitNordvestkysten har oplevet de seneste år fra danskere, som søger et afbræk fra en hektisk og travl hverdag. En målgruppe, som ud over at søge ro, fordybelse og tid til hinanden, også vil tættere på naturen. Med kampagnen ønsker VisitNordvestkysten at skabe endnu mere opmærksomhed på det danske marked, og opfordre danskerne til at bruge tid på at koble af, fordybe sig og forbinde krop og hoved gennem de fantastiske oplevelser, der venter herude vestpå.
Kampagnen skydes i gang mandag den 26. februar med et reklamespot på TV2 og bliver herefter fulgt op med indhold på sociale medier og andre kanaler med skarpt fokus på effekten af en saltvandsindsprøjtning på Nordvestkysten.