Hjørring Kommune inviterede mandag til stormøde om turismeudvikling i kommunen, og der kom knap 80 interesserede til et par konstruktive timer i salen på Nordsøen Forskerpark ved Oceanariet i Hirtshals.
Der kan og skal arbejdes endnu mere på at få flere gæster og meget gerne fordelt på endnu flere dage, der skal samarbejdes på kryds og tværs, der skal skabes endnu flere tilbud, naturen er et meget vigtigt element, og så som noget af det vigtigste; der skal holdes fast i og konstant arbejdes med at sikre gæsterne de bedste tilbud og den bedste service.
Gæsterne skal kunne rejse glade og tilfredse hjem og fortælle om Hjørring Kommunes og om Vestkystens herligheder, om alle de søde mennesker og den store imødekommenhed og mange smil, de oplevede.
Med andre ord: Vi skal være Værtens Bedste til at service gæsterne, sådan lettere omskrevet fra Destination Vestkysten, som Hjørring Kommune danner fællesskab med sammen med andre kommuner langs den lange kyst.
Destinationsselskab Nordvestkystens Peter Krusborg fortalte om, hvordan der arbejdes med og sammen om turismeudvikling i Hjørring Kommune med lokale aktører, foreninger og mange dygtige frivilliges arbejde med aktiviteter for byens borgere og turister.
Borgmester Søren Smalbro bød velkommen og ledede sikkert mødet, hvor der også var indlæg af Laila Zielke, turistchef Hirtshals Turisme, om den store sports-begivenhed Xtrem Hirtshals 9. april, hvor borgmesteren optræder på film og i træningstøj.
Der er allerede over 60 tilmeldte, og målet er omkring 300 til Xtrem Hirtshals.
Tversted Borger- og Turistforenings Birthe Østergaard orienterede om en kommende sti Naturring Tversted, og Ole Kjær fra Løkken fortalte i samme gode frivillige ånd om Bunkersti Løkken.
Bettina Hedeby Madsen, direktør kultur, teknik og miljø hos Hjørring Kommune, orienterede om kommunens service til turisterne – en på mange måder basal og vigtig del af hele turist-erhvervet i kommune, da det jo er grundlæggende vigtigt med renholdelse af strande, vedligeholdelse af stier, adgangsvej og meget, meget mere.
Byrådspolitiker Erik Høgh-Sørensen fik ordet og tilsluttede sig ønsket fra andre om et tilsvarende turisme-møde, når den kommende sæon er passeret, så man også på den måde kan evalulere og udveksle erfaringer.
NordsøPosten kigger løbende nærmere på turismens udvikling og vilkår, og har du lyst at bidrage, så kontakt os gerne.