Nordjyllands Politi rykkede talstærkt ud søndag aften, da der kom alarmopkald fra Fakta på Åstrupvej i Hjørring. En røver truede ved 20-tiden personalet til at udlevere et ukendt beløb fra kassen.
Bare et døgn tidligere lød samme melding fra Super Brugsen i Sindal.
En mand gik klokken 19 hen til kassen, hvorefter han med en hånd i lommen forlangte at få udleveret kassebeholdning.
En del tyder nu på, at der er tale om en og samme gerningsmand til de to røverier.
Manden, der ikke umiddelbart er kendt af politiet, beskrives som 18-20 år, 180 centimeter høj og dansk af udseende. Han havde i forbindelse med røveriet i Sindal en mørkegrå jakke med hætte og mørke bukser med hvid påskrift: EA7. Og i Hjørring lyder beskrivelsen den samme – bortset fra tøjet, her havde han sort tøj på og en form for maskering.
Mandag morgen oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi, Jess Falberg, at man endnu ikke har anholdt den formodede gerningsmand, der stak af mod syd hen over banen i Hjørring.
Har du set manden i tiden omkring røverierne i Sindal eller Hjørring, vil politiet gerne høre fra dig på telefon 114.
Kilde: TV2 Nord.