Af Svend Thorhauge
Sognepræst
Tornby
Fællessangen har fået en revival. Det er ikke nyt, det har vi talt en del om, siden vi under pandemien var sammen hver for sig, og om aftenen kunne synge med på de samme sange med god hjælp fra Phillip Faber.
Det lå godt i sindet – og når nu ikke vi kunne give hinanden knus, så kunne vi dog mærke en slags fælleskrammer ved at begynde og slutte på en nogenlunde fælleslydende tone.
Siden er fællessang blevet et gode, som mange gerne vil have. Det gælder i det private, hvor store virksomheder har indført morgensang flere steder (mange havde det faktisk i forvejen), og det gælder i det offentlige, hvor ministre vil have morgensang på flere skoler (sådan som det var engang).
I den sammenhæng kan det selvfølgelig undre, at man så ikke længere vil understøtte musik på højt omkring døden, hvor klagesangen har taget sin begyndelse, men også ved mere festlige anledninger som måltidet, reproduktionen (sex) og fødsel, eller når børn har skullet sove. Sikkert også i forbindelse
med slåskampe (krig) mellem stammer.
Mennesket har brugt de fælles lyde til samtykke. Og tonerne har sat bestemte stemninger i sving, ganske
som vi i dag kan mærke, om en melodi er lys (dur) eller mørk (mol) i sin klang.
I kirken arbejder vi med et væld af klange, som hjælper os i de stemninger vi er i. Kirkens rum er højtideligt, fordi vi ofte kommer i kirken, når livets begivenheder kræver særlig formfasthed, fordi de
er sorgfulde eller meget glædelige.
Orglet kan bruse for os, når vores egen stemme er for tynd til at lægge bundklang til dagens anledning,
og vi kan hjælpe og støtte hinanden ved at synge i kor. Både i glæde over dåb og vielse eller Jesu
fødsel og genopstandelse, eller i sorgen over vores kæres bortgang. Med vores sangstemmer, uanset hvordan de så end lyder, bidrager vi til fællesskabet. For kirken er netop et fællesskab. Et fællesskab om den gode budskab og et fællesskab for enhver.
Derfor var fællessangen vigtig for den tyske reformator, Martin Luther. I den romerske kirke hørte menigheden på den gregorianske munkesang, men i den protestantiske kirke skulle alle synge med således, at det blev til et fællesskab om gudstjenesten og ikke en forestilling for menigheden. Luther skrev selv salmer, men fik især andre til at gøre det. Så der var et sangværk at synge efter.
Også i Danmark skrev store (altså produktive) salmedigtere salmer til gudstjenesten og alle var de bevidste om, at salmernes indhold formede forståelsen af kirkens fællesskab. Derfor betyder det noget, om man ofte synger salmer af Kingo, Brorson eller af Grundtvig. Fordi de betoner forskellige fællesskaber og derfor også forskellige menneskesyn. Fordi mennesker bliver til i fællesskab.
Nogle af de mest velkendte salmer blev skrevet og genskrevet af flere velkendte salmedigtere. Grundtvig
var meget flittig til at ’opdatere’ gamle salmer, Kingos især. Fordi han godt vidste, at det var nemmere at
lære det nye, hvis man kendte det gamle.
Når vi synger i Tornby og Vidstrup kirker, synger vi af samme grund både nyt og gammelt. Både kendt og
ukendt, og de nye og ukendte forsøger vi at synge nogle gange, så vi får dem lært. For de nye salmer og
sange tilbyder et nutidigt sprog på de evige temaer, som vi tager under behandling i kirkens fællesskab.
For uanset, om vi er hundredetusinder år tilbage i tid og plaprer med lidt toner over en nedlagt mammut,
som vi spiser over bål, eller vi i dag under nadveren synger: ”Vi får dit mod, vi tør går ud og være lys i verden”, sådan som det lyder i Janne Marks nadversalme fra 2015, så handler det om det samme: nemlig, at vi er sammen i et fællesskab og at få lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil.
Det vil sige til gavn for hinanden.
Guds fred og alt godt.
Kilde: VI-TO.
