På Vendsyssel Teater venter der endnu fantasifulde oplevelser til børn og deres familier. Både fra højere luftlag og fra fantasifulde rum med historier, der venter på at blive fortalt. Med sæsonens to sidste børneforestillinger er der lagt op til ægte eventyr fra den virkelig verden og udforskning af fortællinger, der motiverer læselysten.
En utrolig historie fra virkeligheden
Den næstkommende børneforestilling er bygget på den sande historie om faldskærmspioneren Tiny Broadwick (1893-1978), der levede som ballon- og luftartist i tiden, hvor mennesket for første gang fik luft under vingerne.
Hun blev kaldt Tiny, fordi hun fra fødslen var så utrolig lille, men trods hendes størrelse og en opvækst i fattigdom var drømmende vidtrækkende, modet stålstærkt og længslen mod storhed ufravigelig. Hun begiver sig ud på et eventyr – i luften – fuld af fare og berømmelse.
Fra en anmeldelse af Teateravisen lyder det:
”Teater på højeste niveau (…) en billedskøn forestilling om at drømme stort og have modet til at gøre drøm- men til virkelighed (…) et visuelt fabelagtigt stærkt mix af video animation og skuespillernes samspil med de tekniske finesser.‟
Forestillingen og fortællingen om Tiny handler om pionerånd, venskaber og ægte storhed fortalt gennem videoprojektion, live animation, nyskrevet musik og masser af humor.
TINY er til børn fra 7 år (og deres familier) – den spiller fredag d. 11. april kl. 17.00 og varer ca. 60 minutter.
Et boost til læselysten
DET HEMMELIGE BIBLIOTEK er skabt efter undersøgelser om, at børns læselyst daler – forestillingen har med forskellige virkemidler til hensigt at åbne læseoplevelsen for både børn og voksne. Omsluttet af et farverigt billedunivers og fortryllende musik drages publikum ind i en endnu ukendt historie – en historie, der har gemt sig, men ønsker at blive fortalt.
Om forestillingen skriver scenekunstmediet iScene:
”Helt fortryllende fortælleteater…Bodil Alling fortæller med nærvær indlevelse og sjæl i ordene. Vi kan næsten mærke duftene fra hendes ord.”
DET HEMMELIGE BIBLIOTEK spiller ad to omgange henvendt til hver sin aldersgruppe og udgør to helt for- skellige historier, billed- og lyduniverser.
Begge forestillinger er lørdag 3. maj hhv. kl. 11.00 (fra 6 år) og kl. 13.00 (fra 8 år) og varer ca. 35 minutter.
Billetprisen er 100 kr. for børn og 110 kr. for voksne. Man kan med fordel købe et 10-tursklippekort til 500 kr., som kan frit kan bruge i sit følgeskab (både børn og voksne) og til begge forestillinger – ét klip pr. person pr. forestilling.
Læs mere og følg med her hos Vendsyssel Teater.