Sisyfos er ifølge græsk mytologi dømt til for evigt at rulle en sten op ad en bjergside, idet den ruller fra ham og igen ender ved bjergets fod, hver gang opgaven er ved at være fuldført.
Myten popper måske frem i erindringen hos nogen, når man nu erfarer, at en række grundejerforeninger og grundejere ved Nr. Lyngby, Mårup, Harerenden, Skallerup, Nørlev Strand og Udemarken i samarbejde med Hjørring Kommune igen, igen, igen sandfodrer langs kysten for at bremse den kraftige erosion ved Lønstrup. Der fodres i denne ombæring med i alt omkring 150.000 kubikmeter. Hvad det koster på CO2 kontoen, melder historien ikke umiddelbart noget om hos Naturkommunen.

Sandet hentes som tidligere i indsejlingen til Hirtshals Havn. Det sejles derefter mod syd, hvor det enten klappes eller rainbowes på 4 til 6 meters dybde. Denne gang er man startet ved Mårup og fortsætter fodring mod nord ud for Lønstrup. Arbejdet vil strække sige over henved halvanden måned og udføres af Rohde Nielsens skib Freja R.
Apropos Sisyfos afsluttede forfatteren Albert Camus sin bog om sagnfiguren med de berømte ord: »Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.« Måske det også gælder aktionærerne hos Rohde Nielsen A/S.
Og det var så det sand der burde tage turen op mod Skagen. Og uden det ville koste en krone. FLOT