Vesterhavet er en sulten størrelse, og hvert år bliver landområder spist af havets hungrende gab. Ved Lønstrup og Nørlev har havet de sidste halvtreds år ædt mere end 100 meter land, skriver TV2 Nord.
Derfor har et stort projekt mellem Hjørring Kommune, staten og en række grundejerforeninger banet vejen for en omfattende sandfodring, hvor der pumpes sand ind på kysten på udvalgte steder.
40 dage henover vinteren vil Sandsugeren ”Freja R” sandfodre på seks meters dybde ud for Nørlev Strand.
Sandfodringen er en såkaldt klapning, hvor sandet tippes af. Metoden forstærker revlen, så bølger brydes, inden de rammer kysten. På den måde modvirker sandfodringen den akutte erosion.
Foto: Hjørring Kommune.
– Det er jo vigtigt, fordi vi har set kysten trække sig tilbage gennem de sidste mange år, siger Christian W. Kærsgaard, naturmedarbejder i Hjørring Kommune.
Kysten forsvinder bid for bid
En del sommerhuse langs kysten er endt deres dage i havet efter mødet med de hårde bølger. For at undgå at flere sommerhuse lider samme skæbne, bidrager 12 grundejerforeninger økonomisk til projektet med over to millioner kroner.
Hjørring Kommune betaler 2,7 millioner kroner til projektet.
– I den her runde regner vi med at lægge 150.000 kubikmeter sand på forskellige punkter langs vestkysten, siger Christian W. Kærsgaard.
Sommerhusejere betaler to millioner
Projektet indbefatter omkring 2.000 sommerhuse – og ved Nørlev Strand ligger flere huse på kanten, hvor kun den hårde kystsikring med sten, kombineret med sandfodring fra havet, redder dem.
– Vi vil gerne op og matche den mængde, som forsvinder. På sigt håber vi også at kunne lægge endnu mere ud, så vi måske kan få noget af kysten tilbage, siger Christian W. Kærsgaard.
Der sandfodres på tre konkrete strækninger. Det er ca. 2,3 km ud for Nr. Lyngby, ca. 1,3 km ud for Mårup og ca. 5,2 km nord for Lønstrup.
Sand fra Hirtshals sejles til Lønstrup
Sandet, der fodres med, er sand fra sejlrenden ved Hirtshals Havn, som bliver renset op. Her henter sandsugeren Freja K. det og sejler det sydpå til de udvalgte strækninger, hvor det enten er klappet eller pumpet ind, som ud for Lønstrup.
– Vi kan se en del af erosionsproblemer oppe på stranden, men i virkeligheden ligger meget af det ude under havoverfladen, hvor kystprofilen bliver stejlere, når erosionen foregår, siger Christian W. Kærsgaard.
Hjørring Kommune har på nuværende tidspunkt budget til at sandfodre i to et halvt år. Det nuværende projekt er på 40 dage og ventes færdigt i marts.
Og der er et stort behov – for mens sandsugeren fodrer havet, så spiser bølgerne af kysten.
Kilde: TV2 Nord.
Links til relaterede artikler:
Michael Engbjerg (V): Kystsikring må være en statslig opgave
Hvad med om man brugte alle de udbrændte nedgravede møllevinger få dem makuleret og støbt ind i dolusblokke alt det sandpumpning virker ikke det er renavlet dumhed at pumpe alle e penge ret ud af vinduet en anden mulighed er at støbe dolusblokkene af alt det plastik vi sender ud af landet genbruge vores affald men det er måske ikke grønt nok