Sangkraft Hjørring har trivsel og fællesskab som nogle af de helt store fællesnævnere i deres arbejde og har allerede gang i Trivselskor på flere folkeskoler og Sundhedssang på Sundhedscenter Hjørring. Sang kan noget helt særligt.
Nu kommer der også et tilbud til borgere med demens. Dette tilbud kræver tilmelding, for det er vigtigt, at netop denne gruppe af borgere bliver mødt med et tilbud, som på ingen måder føles overvældende, men med et tilbud, som er tilpasset netop denne gruppe. Derfor er det også besluttet, at den enkelte deltager må medbringe en ledsager. Det Demensvenlige Sangfællesskab byder på en herlig time med sang og fællesskab, hvor man for en stund kan tillade sig at slippe de bekymringer en demensdiagnose fører med sig og bare i fællesskab nyde sang og toner. Mange af os så sangens effekt, da DR sendte Demenskoret.
Nyheden her henvender sig derfor ikke kun til den gruppe borgere, som har mødt den helt særlige udfordring i deres tilværelse, demensen er, men også til dig, der er pårørende eller bekendt. Måske er det dig, der skal tage initiativet? Prikke vedkommende du kender på skulderen og opfordre til, at I fremover om mandagen skal følges ad til RAV-lokalerne, Østergade 9C i Hjørring, hvor I vil blive mødt af musikterapeut Karina Erland Jensen, som har stor erfaring med at musicere med de mennesker, som møder de udfordringer en demensdiagnose bringer med sig. Hun har ergoterapeut Sofie Justesen fra aktivitetsområdet i Hjørring Kommune, – som tilmed er certificeret i ledelse af demenskor – ved sin side.

Et par kyndige frivillige står klar til at hjælpe til, så alle de fremmødte kan fokusere på det væsentlige alle, der føler sig mødt i denne meddelelse, skal være velkomne. Der kan forekomme en prioritering af tilmeldte, da man gerne vil nå ud til de mennesker, som ikke i forvejen er tilknyttet et af de mange kommunale tilbud for mennesker med demens. Men tag endelig chancen. Måske du bliver en af dem, der får flere tilbud. Første gang Det Demensvenlige Sangfællesskab mødes bliver mandag den 6. januar klokken 10.30-11.30.
Tilbuddet er kommet i stand i samarbejde med Hjørring Kommune, så det er også til Dorthe Rueskov Andersen, afdelingsleder for aktivitetsområdet i Hjørring Kommune jeres tilmeldingsmail skal sendes: dorthe.rueskov.andersen@hjoerring.dk
Det Demensvenlige Sangfællesskab er støttet af KulturKANtens pulje ”Sund med kultur” * Hjørring Kommune * Sangens Hus * Sangkraft Hjørring.