I Hjallerup tog landmand Kasper Thing Andreasen sammen med sin kone Karen-Marie og deres tre børn på et, tre og fire år imod fødevareminister Rasmus Prehn.
Kasper Thing Andreasen er en af de cirka 20 landmænd, som har deltaget i pilotprojektet med det såkaldte “præcisionslandbrug”, hvor en computer i Kaspers store blå traktor sørger for, at planterne kun får lige præcis den mængde gødning, som de kan optage.
På den måde sikrer man en langt bedre udnyttelse af gødningen, hvilket bidrager til en bedre driftsøkonomi. Når der udledes mindre gødning på markerne, er det samtidig en gevinst for vandmiljøet, da det betyder, at der bliver udvasket færre næringsstoffer til søer, vandløb og de indre farvande.
![Satellitter og modige landmænd tegner fremtidens grønne landbrug 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2021/02/Rasmus_Prehn_jpg_740x416.jpg)
Derfor er teknologien med præcisionslandbrug sammen med kvælstoffikserende planter netop blevet præsenteret som nye virkemidler, landbruget kan benytte for at mindske udledningen af kvælstof i naturen. De to nye virkemidler giver de enkelte landbrugerne mere frihed og fleksibilitet i den grønne indsats.
Vi skal lade os inspirere af folk som Kasper
– Den pionerånd, jeg oplevede hos Kasper Thing Andreasen, bliver afgørende i arbejdet med at skabe et fremtidigt landbrug, som er mere miljø- og klimavenligt, rentabelt og konkurrencedygtigt. Det er en sand fornøjelse at opleve en ung landmand, der tager ansvar for udviklingen af dansk landbrug, og som ikke er bange for at tænke innovativt og teste den nyeste teknologi i små pilotforsøg, siger Rasmus Prehn.
– Efter en formiddag på Damsgaarden i Hjallerup er jeg som landbrugsminister blevet bekræftet i, at
det er afgørende, at landbruget selv bliver involveret i den grønne omstilling af erhvervet. Jeg tror
nemlig ikke kun, at det er diktater og regler, som sikrer den bedste udvikling. Ofte opnås større
resultater, når de enkelte landmænd engagerer sig og tager ejerskab over løsningerne, tilføjer fødevareministeren.
Vi er naturligvis også nødt til at have nationale regler og ordninger, hvorfor vi i disse uger
forhandler om løsninger på landbrugsområdet. Men en del af løsningen må og skal være ny
teknologi og nye pilotforsøg, hvor vi sammen med visionære og modige landmænd som Kasper
Thing Andreasen tænker og udvikler nyt – til fordel for den grønne omstilling og det fælles bedste, slutter Rasmus Prehn.