I uge 30 afvikles som tidligere omtalt en af verdens største fodbold-turneringer for ungdomsspillere.
Dana Cup tiltrækker hvert år flere end 1000 hold fra det meste af verden, og for første gang bliver det nu muligt at følge en del af kampene direkte på tv i Vrå.
– Vi har indgået et nyt samarbejde med Dana Cup, der streamer kampe fra 23 baner. Åbningsceremonien sendes direkte og hele fredagen og lørdagen streames samtlige A-finaler fra Nord Energi Arena i Hjørring, forklarer formand for Vrånet, Niels Henrik Nielsen.
Kampene bliver tilgængelige på Vrånets infokanal som kan findes kanal 98, og via web-tv og Play, hvis du er på ferie.
I Vrå indkvarterer Vrå-Børglum Idrætsforening og Idrætscenter Vendsyssel tilsammen flere end 500 spillere og ledere på henholdsvis Vrå Børne- og Kulturhus og ICV Sleep Well.
De første gæster ankommer allerede på søndag.



