Synkefri går som tidligere omtalt i disse dage i biograferne med stor succes, noterer TV2 Nord.
Der er delte meninger om, hvorvidt et tragisk skibsforlis skal laves om til en spillefilm eller ej, men TV2 Nords reporter i MovieHouse i Hjørring melder om tilfredse biografgængere.
– Vi oplever enorm interesse. Vi havde gallapremiere 18. november, hvor der var fyldt hus, og alle skuespillerne var her, forklarer Benny Bruun, der er direktør i MovieHouse i Hjørring.
– Og fra premieren torsdag 30. november har der været næsten fyldte sale fem forestillinger dagligt – og er det stadigvæk.
Filmen er blevet optaget i Hirtshals, hvor det dobbelte skibsforlis med ni omkomne som konsekvens altså skete natten til 1. december i 1981.
– Den er helt klart meget lokalt forankret, og det betyder meget. Jeg har allerede hørt, at der er flere, der har været inde og se den tre-fire gange med familiemedlemmer, som ikke var med i første omgang, fortæller Benny Bruun, der også selv mærker historien komme tæt ind på livet.
– Jeg synes, at den er rigtig god. Nu kommer jeg selv fra Hirtshals, er opvokset og boede også i byen dengang, alt det her skete. Så jeg mærker det jo helt ind i sjælen.
Og selvom filmen er lokalt forankret, er den altså populær i hele landet. I sidste weekend blev filmen nemlig set af flest af alle film rundt om i landets biografer.
Og den succes forventer Benny Bruun kommer til at vare ved – i hvert fald i Hjørring.
– Vi forventer helt klart, at den bliver kørende med stor succes resten af året hos os, siger han selvsikkert.
Der er kommet afstand til tragedien
TV2 Nord snakkede med biografgængeren Per Thrane, der kort forinden havde været inde at se den populære og omdiskuterede film.
– Det gav nogle dønninger i Hirtshals, og det kan man selvfølgelig også se i familierne til de omkomne i tragedien.
– Her får vi et indblik i familierne bagved, som lider utrolig meget, lyder det fra Per Thrane.
Han var tilfreds med filmen, og han mener, at den har sin berettigelse. Det på trods af, at det er blevet diskuteret, om der skulle laves en film på stor en tragedie.
– Ja, det skal man jo nok gøre, men det er ligesom med alt muligt andet, at når man kommer på afstand af tragedierne, kan man begynde at blive nuanceret, svarer han på spørgsmålet, om hvorvidt sådan en film skal laves.
– Det kan man virkelig ikke, når man lige står i det, slutter Per Thrane.
Kilde: TV2 Nord.