Af Svend Høholt
Oremosevej 3C
Sindal
I lyset af regeringens nylige beslutning om at afsætte en halv milliard kroner til fremme af seniorboligfællesskaber, bør vi i Hjørring Kommune gribe muligheden for at tænke nyt – og tænke lokalt.
Grunden hvor det tidligere Vendelbohjem er beliggende, står i dag tom. Det er en central placering med nærhed til byens faciliteter, grønne områder og offentlig transport. Et oplagt sted at skabe et moderne og inkluderende seniorboligfællesskab, hvor ældre borgere kan bo trygt, aktivt og socialt – uden at skulle flytte langt væk fra deres vante omgivelser.
Seniorboligfællesskaber er ikke blot boliger. De er rammer for fællesskab, livskvalitet og forebyggelse af ensomhed. Med den statslige støtte i ryggen har vi nu en historisk mulighed for at realisere et projekt, der både gavner den enkelte og samfundet.
Jeg vil derfor opfordre Hjørring Kommune og relevante aktører til at tage initiativ til at undersøge mulighederne for at etablere et seniorboligfællesskab på grunden ved det tidligere Vendelbohjem. Det vil være en investering i fremtidens ældre liv – og i vores fælles lokalsamfund.
Byrådskandidat til valget d. 18. nov. – Har du en indstilling til ovennævnte?


