Der sker nu igen noget ganske særligt i Hundelev. De har prøvet meget ude i den bette landsby, men det her overgår alligevel alt, hvad de har prøvet før.
– Vi skal have et stort sensommermarked. Der er faktisk hele 57 forskellige udstillere, og de kommer fra alle mulige byer her i Vendsyssel. Det er tydeligt at mærke at vi er i et område med stor tradition for kunst og kultur. Der er så utroligt mange dygtige med, fortæller Karina Sejerskilde.
– Jeg har præsenteret dem personligt på Hundelev Friskoles facebookside, og der er godt nok trykket like mange gange. Vi har arbejdende værksteder og der boder/værksted, hvor alt overskud går til Ukrainske børn. Vi har så mange mennesker i gang. Vi har samlet gaver til vores store tombola. Det er blevet til 250 stk. og det er vildt flotte præmier. Mega mange gavekort på alverdens lækkerier. Sponsorerne er også fra mange steder i vores landsdel. De har været så gavmilde, fastslår Karina Sejerskilde.
– Vi har en masse i sving med at bage til vores café. Pedellerne (som er frivillige) har knoklet med at lave et super flot lykkehjul og der bliver sat borde op og gjort klar på skolen. Vi regner med at få rigtig mange besøgende på søndag. Alle vores forældre og elever kommer og giver en hånd med. Eleverne har opgaver og de har deres egen bod, hvor de sælger blomster. De hjælper med at lave tatoveringer og de styrer lykkehjulet med rund hånd, tilføjer den glade tovholder.
– Jeg har pænt mange sommerfugle i maven over projektet, da det som sagt ikke lige er afprøvet herude i Hundelev før, slutter Karina Sejerskilde.