SF var med egne ord det parti, der først tog natur, klima og miljø alvorligt herhjemme. Og engagementet afspejler sig også i årets program til Naturmødet.
Udover at partileder Pia Olsen Dyhr på torsdag medvirker i begge Thunderdome-debatter om henholdsvis Naturlov kl. 16.00 og det Naturpolitiske Topmøde kl. 17, vil hun også deltage i en debat med Martin Lidegaard i de radikales telt kl. 15.
Om fredagen kl. 15, kan man (ligeledes i Thunderdome) opleve SF-veteranen Margrete Auken i en debat om “Havvind eller havbeskyttelse”. Kl. 16 samme sted er naturordfører, Marianne Bigum, med til at sætte faunakriminalitet på den politiske dagsorden.
Om lørdagen deltager Miljø- og fødevareordfører Carl Valentin i debat om natursyn på tværs af generationer (kl. 12) og senere (kl. 14) i en debat om Danmarks kystlandskaber.
SFUs formand, Alexander Blavnsfeldt og SFeren, Rasmus Nordquist debatterer i Roots-teltet torsdag kl. 15, hvordan man kan engagere unge i naturen. På samme tidspunkt debatterer Marianne Bigum om Nationalparkernes betydning i Danmarks Nationalparkers telt.
Men traditionen tro har SF også sit eget telt, hvor det bugner med aktiviteter. Teltet (stand 49) er placeret på den lille plads på hjørnet af Kystvejen og Skippergade, og her er du altid velkommen til at kigge ind til en kop kaffe og lidt kage, lidt afslapning og en snak – eller måske lade dig udfordre med en lille quiz, der har flotte præmier.
Derudover arrangeres der debatter i teltet både fredag og lørdag. Fredag formiddag er helliget børnene, med sjov, tatooes og lækkerier. Kl. 13 har Steen Gade inviteret naturordfører, Marianne Bigum på scenen til en snak om arealplanlægning af natur i Danmark (kampen om pladsen mellem natur, energi og landbrug) og kl. 14 gæster Rasmus Nordquist teltet med en EU-drikkevandsressourcer. Kl. 15 er Jørgen Bing moderator på en debat om naturgenopretning, bl.a. om evt. genskabelse af Gårdbo Sø (tidligere Vendsyssels største sø) og kl. 16 indtager Steen Gade atter scenen, hvor han på underholdende vis arrangerer en drilsk grøn quiz for publikum.
Lørdag kl. 10 tager Jørgen Bing en snak med Jens Peter Hanghøj Laursen om “Hjørring Naturfond”, der har til formål at genskabe og forbedre områder i vores kommune med natur af høj kvalitet og diversitet.
Og kl. 11 får vi besøg af nogle spøjse væsener, der serverer saftevand – med eller uden PFAS og Roundup?
– Alle er velkomne i SFs telt, til en lille pause, til en snak – eller til en relevant debat, fastslår byrådsmedlem Jørgen Bing.