Det lyder som en rigtig god blanding, både repertoiret og de tre herrer i det nye band Shannon, som netop har sat kursen fra Irland til Vendsyssel.
De styrer rutineret skuden lastet med nogle af numrene fra De Gyldne Løver, en del af Schwåmpis Venners musik, nok en hel del fra Kræn West-tiden og allermest en masse gods fra Shannon. Der er nok at blande af.
Besætningen er sammensat af; på guitar og sang Jens Ole Jensen, der har en fortid i blandt meget andet Schwåmpis Venner og Kræn West, på harmonika og sang Peter Sørensen, der også var med i Kræn West og før da spillede med blandt andre Fisker Thomas og Fyns Harmoniforvirring, samt på sang og bas Kalle Jørgensen, der er kendt fra De gyldne Løver samt flere forskellige traditionelle jazzbands.
De tre har været med i så mange år, at ingen ville fortænke dem i at gå på en slags pension. De har også prøvet at vænne sig til tanken om at lægge instrumenterne på hylden på samme måde som veltjente fodboldspillere gør det med deres støvler.
Det lykkes nok aldrig, for de skal bare ud at spille, så længe de selv kan snøre støvlerne. De tre garvede musikere har draget konsekvensen og har dannet deres eget lille hyggeband Shannon, som byder sig til med alt det bedste fra den stolte irske musiktradition – blandet med sange fra De gyldne Løvers og Fisker Thomas’ repertoire.
– Vi regner ikke med, at Shannon skal stå på de helt store scener. Vores repertoire egner sig bedst til mere ydmyge og mindre spillesteder eller pubs, hvor man sætter pris på irsk musik og mørkt øl, siger Jens Ole Jensen og tilføjer, at bandet næppe vil tiltrække sig flokke af autografjagtende og skrigende teenage-piger.
– Dér har vi været, tilføjer han.
På spørgsmålet om, hvorfor i alverden de vil blive ved, efter at have slidt så meget landevejsasfalt i så mange år, svarer Kalle Jørgensen med et modspørgsmål:
– Hvad er alternativet? Svaret blæser til haws, hvor der jo er så skønt.
Den musik, som Shannon tilbyder, er lige så irsk som den flod, trioen har taget navn efter – og det er ikke tilfældigt, understreger Jens Ole Jensen.
– Den irske musiktradition spænder meget vidt. Lige fra de smukke ballader, over de muntre pubsange til de alvorlige budskaber og den dybe poesi i de sange, der er hentet fra landets historie, siger Jens Ole Jensen, som vedkender sig inspirationen fra The Dubliners og Clancy Brothers.
– Det vi holder af ved den irske tradition er, at alle følelser får frit spil, og at man virkelig mærker kærligheden til musikken og dens mange udtryksformer, tilføjer Jens Ole Jensen.
Shannon er klar til at lægge fra land og til at træde op på de mindre spillesteder, pubs og lignende, hvor man værdsætter levende musik. De optræder også gerne som et musikalsk indslag til et firma-arrangement eller en privat fest.