Efter sidste fest i februar satte udvalget sig ned og evaluerede på deres første fest.
– Det var en succes, og der gik ikke mange sætninger imellem os, før vi blev enige om at det måtte jo gentages, lyder meldingen nu fra SHI.
Igen i 2024 kommer Petrols og spiller, både under maden og op til dans. Bryghuset Vendia, der lige er blevet kåret til ‘Bedst i Nordjylland’, leverer maden.
Det er det samme team af 9 friske piger, der står for at arrangere festen:
– Vi gør det, fordi det er sjovt, og så er det altid fedt, når noget bliver så godt. Festen i februar i 2023 gik over al forventning, og vi lærte rigtig meget. Vi har nogle spændene tiltag i ærmet, så det er endnu en grund til at få købt billetter. Vi er glade for, at så mange allerede før billetsalget er startet, har vist interesse.
Ventetiden er også snart ovre. Søndag den 8. oktober fra 9 til 10.30 sidder teamet klar, og der kan købes billetter fysisk i Højene Hallen.
Mandag den 9. oktober kan de købes online på SHI’s hjemmeside.
Man kan altid følge med på Facebook siden, Halfest i Højene, hvor der vil komme informationer og konkurrencer.
– Ellers så glæder vi os til et brag af en fest igen i 2024, slutter tovholderne.