Afgangseleverne har ventet med spænding og længsel på deres sidste skoledag. Onsdag d. 22. maj blev spændingen endelig udløst.
Dagen startede i skolens kantine med fælles morgenmad for elever og lærere, og kl. 8.40 talte rektor og eleverne i kor ned til afsløringen af eksamensplanen, som udløste både jubel og tårer.
Flotte udklædninger og Les Lanciers
Bagefter dystede alle klasserne mod hinanden i den traditionsrige rundboldturnering. Solen skinnede fra en blå himmel, og humøret var højt på alle baner. Efter et par timers intense kampe med langskud og hurtige løb, kunne 3.l kalde sig vindere af turneringen.
Alle klasserne var flot udklædt med forskellige temaer som ’badeland’, ’cowboy’ og ’landmand’. Efter rundboldturneringen gik eleverne i samba-optog gennem byen. Da de kom til Springvandspladsen, dansede de den traditionsrige Les Lanciers.
Herefter fortsatte festen i Christiansgave. Nu venter først de skriftlige eksamener og derefter de mundtlige, inden eleverne kan sætte studenterhuen på hovedet i slutningen af juni.
Foto: STX.