I forbindelse med Signe Hansens 125-års fødselsdagsjubilæum i år tilbyder The Sky Is Blue tre guidede vandreture – selvfølgelig alle med urte- og bjesk-tema.
Det bliver torsdag den 17. april i Lilleheden Klitplantage, kl 17.00
Lørdag den 14. juni i Uggerby Klitplantage, kl 10.00
Lørdag den 6. september i Tornby Klitplantage, kl 10.00
– Signe Hansen og hendes liv med bjesk har jeg kendt til siden min barndom. Interessen for historien har været stigende i takt med, at jeg er blevet ældre. Den betydning som hun har haft for Hirtshals, er jeg ligeledes blevet meget klogere på – især også fordi min onkel Christian Hansen i en periode var leder ved Hirtshals Museum, fortæller Lars Hansen, som er manden bag The Sky Is Blue.

– Min hobby som vandreguide med mange ture i området, kommer vi ofte ind på bjesktemaet og Signe Hansen – og jeg serverer nogle gange en bjesk brygget på Signes opskrifter. Da jeg blev spurgt om jeg kunne være en del af programmet i dette jubilæumsår, var jeg selvfølgelig ikke i tvivl. Og jeg glæder mig til at gennemføre de tre guidede ture hen over året. Og ja, selvfølgelig bliver der budt på en bjesk undervejs, tilføjer Lars Hansen.
Al overskud går til Vendsyssel historiske Museum og dermed støtte driften af Hirtshals Museum. Flere oplysninger om turene kan findes på The Sky Is Blues facebookside under begivenheder.