En tidlig morgen i begyndelsen af januar går frisør Signe Leed Thomsen alene rundt i sin salon. Vasker gulvene og tørrer af. Hun håber på, at nedlukningen ikke varer for længe.
Imens rumsterer de kommende regninger og de røde tal på bundlinjen i baghovedet. De betyder også søvnløse nætter, men så får hun en idé. En idé, der skubber til hendes personlige grænser, men som samtidig giver ro i maven. Hun vil søge nyt job, mens salonen er lukket.
– Jeg er alenemor til to og har private udgifter, som skal dækkes, så jeg er nødt til at have løn et andet sted fra, mens min salon er lukket. Jeg kan ikke bare være hjemmegående. Derfor skrev jeg et jobopslag på Facebook, hvor jeg søgte om et midlertidigt job, fortæller Signe Leed Thomsen.
Ikke for fin til rengøring
Signe Leed Thomsen bliver hurtigt kontaktet og får et job i en børnehave i Tårs, hvor hun i dag står for rengøringen. Tre timer dagligt.
– Nu bliver jeg kaldt sprit-damen, fordi jeg skal tørre af hele tiden og gøre rent over det hele. Jeg er ikke for fin til at gøre rent, og børnene synes, det er sjovt, at jeg er der. De ser min bil med frisørsalon logerne på, og spørger hvorfor jeg så arbejder hos dem. Jeg fortæller, at min butik er lukket lige nu, og så siger de, at det er hyggeligt, at jeg er der. Og det synes, jeg også, at det er, forklarer Signe Leed Thomsen.
Jeg savner liv i salonen
Signe Leed Thomsen var tvunget til at søge et andet job, for ellers var udsigten til at forsætte i egen salon usikker. Det er tredje gang på ét år, at erhvervet er lukket ned på grund af coronapandemien. Og selvom hun er glad for det nye job i børnehaven, så håber hun snart, at tiden som sprit-dame er slut.
– Jeg savner mit arbejde, at snakke med kunder og have liv i salonen. Jeg håber snart det sker igen, siger hun.
Kilde: TV2 Nord.