På en blæsende og kold lørdag vandt fodboldheltene fra Vendsyssel FF på Nord Energi Arena i Hjørring en sikker 3-0 sejr over Næstved i landets næstbedste række NordicBet Ligaen.
Abou Ali scorede hjemmeholdets to første mål, og i anden halvleg var Carl Lange målscorer. Tobias Anker blev fortjent kåret til kampens spiller.

Blæsten og vinterbanens beskaffenhed gjorde det svært at styre bolden og spille flot fodbold. Det blev til gengæld opvejet af god gejst og hårdt slid fra hjemmeholdet, der kæmpede godt i samtlige 95 minutter.
Med tre runder tilbage af grundspillet er vendelboerne nummer tre med 33 point efter 19 kampe og nu lige efter er Næstved med 32 point. Vejle fører rækken med 41 point foran Hvidovre med 37 point.
Grundspillets sidste hjemmekamp er den 12. marts mod Sønderjyske, som lige nu er nummer 5 foran Helsingør. De seks øverste hold spiller det sjove slutspil, og de seks nederste hold skal slås om at undgå nedrykning.
Vendsyssel FF’s resterende program i grundspillet:
Søndag den 5. mart klokken 15 i Vejle
Søndag den 12. marts klokken 14 i Hjørring mod Sønderjyske.
Lørdag den 18. marts klokken 13 i Hvidovre
Derefter venter 10 kampe i oprykningsspillet om to pladser i Superligaen med mindre, det går helt galt for vendelboerne i de tre sidste kampe i grundspillet.
