Restaurant Lilleheden ved Ejvind Kjeldsen Jensen og Christoffer Ramberg vandt konkurrencen om Årets Sild i september sidste år.
Nu er Årets Sild så også klar til at komme i handlen, og det fejres med en weekend i sildens tegn den 3. – 5. februar 2023.
Produktionen af Årets Sild er lagt i trygge hænder hos Tenax Sild (Lykkeberg Sild).
I forbindelse lanceringen af den gode sild afvikles en række aktiviteter og arrangementer i Hirtshals:
- Hele weekenden kan man købe et flot stykke smørrebrød med Årets Sild på Restaurant Lilleheden til halv pris. For kun kr. 44,50 kan man smage vindersilden på den restaurant, der løb med sejren i kampen om Årets Sild: restaurantlilleheden.dk
- I udvalgte butikker i Hirtshals: Rema 1000, SuperBrugsen, Spar, Ostemanden Nørregade, Restaurant Lilleheden og Nordsøen Oceanarium kan man købe et glas Årets Sild til en superskarp ”Hirtshals-pris” – så længe lager haves.
- Der er mulighed for at få en gratis børnebillet til Nordsøen Oceanarium ved køb af et glas Årets Sild 2023, så længe lager haves. Der er 1 billet pr. købt glas. (75 stk. i hver butik)
- I cafeen hos Nordsøen Oceanarium serveres smagsprøver på silden og man kan købe ”et sæt” for kr. 79,00 bestående af en lækker sildemad og en bjæsk.
- Nordsøen Oceanarium har hele weekenden masser af sildeaktiviteter for alle. Bl.a. kan man komme backstage og se masser af fiskeunger, hummere og andre spændende dyr. Man møde sælpasseren og høre om, hvorfor sælerne primært får sild på menuen. Og selvfølgelig kan man følge fodringen af sælerne. Der er også mulighed for et besøg i ”Pruttehulen” i udstillingen Nordsøens Jægere. Herudover sker der mange spændende ting i Oceanariet. Se programmet her: nordsoenoceanarium.dk
- I Hirtshals Museums åbningstid er der mulighed for at få lavet Årets Bjesk, som er lavet af Bjeskteam NordsøPosten. Man skal blot selv medbringe en smagløs snaps, eksempelvis en flaske Brøndum.
Uffe Truelsen fra Hirtshals Fiskefestival oplyser, at det er planen at gøre lanceringen af Årets Sild til en årlig tilbagevendende begivenhed den første weekend i februar.