Af Simon Kollerup
Folketingsmedlem og forsvarsordfører for Socialdemokratiet
Jeg er nok ikke den eneste, hvis blodtryk har det med at stige, når jeg læser historier om vanvidskørsel.
Her har vi at gøre med mennesker, der tilsidesætter al form for fornuft og bringer andre mennesker i livsfare på forrykt vis.
Nye tal fra Justitsministeriet viser, at politiet på to år har beslaglagt 191 biler i Nordjylland. På landsplan er tallet ca. 1900.
Hvis man finde noget positivt ved tallene, så er det, at politiet nu har mulighed for at straffe de mennesker, der kører fuldstændig sindssygt med foragt for fællesskabet og andres menneskers ve og vel.
Det var i marts 2021, at de nye regler om vanvidsbilisme trådte i kraft. Regler, som blev indført af et bredt flertal i Folketinget anført af Socialdemokratiet.
De mange beslaglægninger tyder på, at loven har været effektiv. Det kan heller ikke afvises, at de hårde sanktionsmuligheder også har betydet, at de med tendens til vanvidsbilisme har sluppet foden fra speederen, fordi de nu ved, at der bliver slået hårdt ned på den slags kørsel.
Det er positivt, at vi nu har love, der virker. Love, der fastslår, at vi som samfund ikke tolererer vanvidskørsel. Men vi skal fortsat gøre mere.
Derfor glæder det mig også, at regeringen har planer om løbende at se på muligheden for at skærpe indsatsen mod vanvidskørsel.
Mange danske borgeres blodtryk stiger også, når politikerne snyder på vægten med boligordningen og generelt ikke står til ansvar for noget, men blot”vasker hænder” eller spiller uvidende…..