Lørdag den 6. september holder Sindal Biogas årets høstfest med underholdning og aktiviteter for børn og voksne og en fin mulighed for foreninger til at vise deres aktiviteter frem og tjene penge til klubkassen.
Der er fri entré hele dagen, og indtægterne fra salg af mad og drikkevarer går ubeskåret til de lokale foreninger, som står for serveringen.
– Høstfesten er vores opbakning til lokalsamfundet. Sindal Biogas er en del af et levende lokalsamfund, og det markerer vi med en hyggelig og spændende dag for hele familien, siger Laust Gaardbo, som er økonomichef i Sindal Biogas.
Save Niels arbejder
Til høstfesten kan man opleve en kunstner, der saver skulpturer ud af træ med sin motorsav, der er legeland i bigballetårn og halmlabyrint, guldgravning og hoppeborg, og de helt små kan få en tur i Sindal Borgerforenings populære gamle karrusel.
Og så er der lokale butikker og foreninger, hvor man både kan gøre en god handel og få en snak med kendte mennesker fra lokalsamfundet.
Der er også et bagagerumsmarked, hvor private sælger inventar, møbler, legetøj og andet spændende, som andre kan have glæde af.
Rundvisning: Lokal energiproduktion
– Vi har guidede rundvisninger på anlægget tre gange i dagens løb. Vi ved godt, at mange efterhånden har været turen rundt, men der sker hele tiden nyt, og det er vigtigt for os at være åbne om det, vi går og laver herude på biogassen. Derfor håber vi, at mange også i år vil ofre en halv time på at høre om lokal produktion af vedvarende energi, slutter Laust Gaardbo.
Høstfestens åbningstaler er borgmester Søren Smalbro.
Foto: Inge Møller.


