Sindal Marked Kristi Himmelfartsdag blev et tilløbsstykke uden lige. Tusinder og atter tusinder valfaltede til Markedspladsen i det flotte vejr.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen var oppe på næsten 20 grader.
Der blev handlet livligt i de mange markedsboder, og der er flere rigtige kræmmere end tidligere år med ting og sager fra eksempelvis dødsboer.
Sult og tørst kan nemt stilles i de mange hyggelige madboder.
Både Borgerforeningens gamle karrusel og det store børnevenlige tivoli fra Herning Tivolipark var velbesøgt. Det samme var spejdernes kaffetelt med hjemmebagte vafler, kaffe og lagkage.
Om aftenen var det store markedstelt mere end fyldt, da Kandis spillede lige indtil midnat. Og Johnny Hansen forstår at få stemningen til at stige til uanede højder.
Sindal Marked fortsætter med uformindsket styrke de næste tre dage.