Lørdagen på Sindal Marked blev ligesom de øvrige markedsdage et tilløbsstykke med tusindvis af gæster og lange bilkøer til parkeringspladserne.
Der havde været så meget handel både torsdag og fredag, at markedsboderne og kræmmerne i hast måtte have tilført nye forsyninger, så der også er mad og drikke samt alskens ting og sager i de mange kræmmerboder til lørdag og søndag.
Hos Kræftens Bekæmpelse er de positivt overrasket over den store interesse, der er for at lave solarmbånd som viser, hvor meget uv-stråling, der er i luften. Solarmbåndene er især populære hos de unge piger.
I Markedsteltet var underholdning dagen lang. Danmarks ældste “Boyband” Sun-Z sang og spillede, der var linedance og countrymusik med Wild Rose.
Det helt store trækplaster var uden tvivl Tørfisk. Der var ikke en ledig plads i teltet, da Tørfisk sang en række sange fra deres populære repertoire, sange som publikum sang med på, så teltet var ved at lette.
Dagen blev afsluttet med Version 1.0, der er garant for høj stemning og et propfyldt telt.
Lige uden for Markedsteltet var 4H klar til at mætte de mange sultne koncertgæster med pølser, og gæsterne var sultne, så der var udsolgt allerede før lukketid.
4H er med succes på Sindal Marked alle dage, hvor de sælger pølser til fordel for ungdommen.
Der er fortsat mulighed for at opleve det populære familiemarked i dag søndag lige indtil klokken 17.00, hvor der er udtrækning af hovedgevinsterne, og herefter lukker markedet for i år.
Men inden det hele er slut, så bliver det store telt helt sikkert fyldt klokken 14.00, hvor Ib Grønbech går på scenen med sang og anekdoter.