Søndag forløb over forventning. Straks fra morgenstunden kom der mange besøgende til årets sidste markedsdag i Sindal. Vejret var som de øvrige dage. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og temperaturen nåede hurtigt op på de 20 grader.
Dagen var en rigtig familiedag, hvor børnefamilierne hyggede sig og handlede i de mange markedsboder. Kræmmerne var godt tilfredse med handlen i de fire dage. Flere udtrykte, at det var det bedste marked i mange år.
Formanden for Markedsudvalget Anders Lykkegaard var også forsigtigt tilfreds. Når det er sagt af en vendelbo, så betyder det, at det har været det bedste marked i mange år.
Det store markedstelt blev stille og roligt fyldt op til klokken 14, hvor Ib Grønbech og ContainerKvartetten sang, spillede og fortalte anekdoter. Ib Grønbech spillede også flere numre fra hans nyeste udgivelse “På den anden side – verdenshit på vendelbomål”, og selvfølgelig bekendtgjorde han, at han tilfældigvis havde lidt cd’er og kassettebånd med, hvis nogen skulle blive fristet til at høre mere.
Der var også travlhed i Markedstombolaen for nu skulle de besøgende lige sikre sig et lod til de mange fine gevinster. Det resulterede i, at tombolaen fik udsolgt allerede inden lukketid.
Klokken 17 var der udtrækning af hovedgevinsterne. Den største hovedgevinst, et gavekort på 40.000 kroner til Erling Christensen Møbler, blev vundet af Pernille Jensen fra Frederikshavn, som desværre ikke var til stede ved gevinstoverrækkelsen.
De næste gevinster, som Anders Lykkegaard udtrak, var et gavebevis fra Skagen Beton i Sindal på 30 kvadratmeter fliser. En Ryobi skruemaskine fra Bygma i Bindslev. En cykel fra Biltema i Hjørring. En kuffert fra Jane Sko i Sindal og en købmandskurv fra Superland i Sindal.
Der er nogle få uafhentede gevinster, som kan udleveres ved henvendelse på telefon 25 15 22 79. Henvendelse skal ske inden den 15. juni, derefter tilfalder gevinsterne tombolaen.
Når regnskabet er gjort op deles overskuddet fra markedet og tombolaen ligeligt mellem Sindal Idrætsforening og rideklubben SRV Tyrsig til fordel for klubbernes ungdomsarbejde.