Det har ifølge lærere og elever været en anderledes og ny måde at arbejde på, men enormt spændende at deltage i Edison 2020.
– Begreber som iværksætteri, entreprenørskab, innovation, verdensmål og bæredygtighed er ord, som pludselig har fået en stor opmærksomhed, fortæller lærer Bettina Rokkjær Sproegel.
– Der er blevet knoklet, grinet, diskuteret og samarbejde har været sat på prøve, men da eleverne endelig nåede til vejs ende, gav det pludselig mening. Mange fine ideer har været i spil. En del apps omkring affaldssortering, apps mod ensomhed, termokande som kan opvarme kaffe via solceller, er bare nogle af de gode ideer, uddyber læreren fra Sindal Skole.
Ikke færre end 6 hold fra Hjørring Kommune gik videre, og Sindal Skole deltagere var så heldige, eller rettere sagt dygtige at kunne få hele 3 hold afsted til DM.
– Vi fik en flot 2. plads, som udløste et gavekort på 500 kroner og en 5. plads, som gik til to grupper i 6. B. Og i 7. U fik en gruppe en flot 4. plads, tilføjer Bettina Rokkjær Sproegel.
På grund af coronakrisen skulle eleverne PITCHE virtuelt, men det gik altså over al forventning.
Nu venter finalen den 19. november ved DM i Edison.
Om Projekt Edison
Projekt Edison er en landsdækkende opfinderkonkurrence for elever i 6. og 7. klasse. Under et længere forløb vil eleverne stifte bekendtskab med koncept- og produktudvikling i både teori og praksis. Målet er, at hver gruppe fremstiller et produkt, hvilket de senere skal fremvise på en større messe.