Mon ikke mange blev berørt af det flotte arrangement onsdag middag på Springvandspladsen i Hjørring. Skribenten her gjorde i hvert fald, for hvor var det dog varmt.
De mange smukke stemmer, musikere og dejlige mennesker i alle størrelser og farver faldt så flot i ét om budskabet; vi skal have fred på jorden, hvis verden skal bestå, for nu at bruge et godt slidt og altid aktuelt Skoller-citat.
Ved 12-tiden i dag var der fantastisk liv og glade dage foran rådhuset. Flere end 1000 børn fra hele Hjørring Kommune stemte i, da værket “Sirenesangen” blev opført. Den hjertevarme og meget smukke sang er skrevet af komponist Eirik Moland fra Hjørring Musiske Skole med tekst af børnebogsforfatter Christine Lund Jakobsen, ligeledes Hjørring.
Anledningen var, at Hjørring Musiske Skole i 2020 havde planlagt at markere 75-året for Danmarks befrielse. Dette satte Covid19 dog en stopper for, så derfor blev det markeret i år i stedet for.
Eventen var orkestreret flot af Hjørring Kommune i forbindelse med Beredskabets årlige afprøvning af sirenerne i Danmark både traditionelt og nu også direkte på telefonen. Sirenerne skal vi tage alvorligt, for lyder de uden for prøvedagen, den første onsdag hvert år i maj, så er der noget galt.
Meget nærliggende sang de mange børn en sang, som handler om krig og fred og ikke mindst fællesskaber.
Budskabet er desværre højaktuelt i lyset af den igangværende krig i Ukraine. Derfor markeres fællesskabet med Ukraine også musikalsk i Sirenesangen og med masser af både danske og ukrainske flag.
“Med Sirenesangen bliver vi mindet om, at frihed, demokrati og fællesskab er afgørende værdier for vores samfund, som vi skal kæmpe for,” sagde borgmester Søren Smalbro blandt andet.
Budskabet blev også flot fortalt af fire dygtige elever fra 6. c på Lundergårdskolen, der stod for dagens børnetale om fred, frihed og fællesskab.
Eleverne havde brainstormet i fællesskab, og det, der endte med at blive en frihedstale, blev i suveræn stil fremført af de fire repræsentanter fra skolen i Hjørrings vestby.
Det store børnekor blev ledsaget af børnehavebørn på violiner samt Hjørring Kommunes borgmester Søren Smalbro, som modigt havde givet sig i kast med at lære klokkespil. Det lød ganske godt, og sammen med børnene og alle andre på Springvandspladsen blev det hele til en sang og en kærlighedserklæring fra Hjørring til friheden og fællesskabet.
Hjørring Kommunes leder af Kultur- og Eventområdet og chef for Naturmødet, Leif Lund Jakobsen, bød velkommen, og gav ordet til borgmester Søren Smalbro.