Den seneste uges tid har budt på mere vintervejr end januar og februar tilsammen, skriver TV2 Nord.
Iskolde nætter og flere dage med sne har iklædt store dele af landet i hvidt. Særligt i Nordjylland er det blevet til store mængder sne, hvor der lokalt har ligget næsten en halv meter sne, hvilket er den største snedybde i Danmark i fem år.
Men meget af sneen vil snart være væk.
Et større regnvejr har nemlig kurs mod Danmark, og samtidig bliver det markant mildere i den kommende uge.
I det hele taget er der udsigt til en ustadig uge, der vejrmæssigt kommer til at minde mere om efterår end forår.
Regnfuld mandag
Det er med at have regntøjet klar, når vi står op mandag morgen.
Et frontsystem sørger nemlig for et landsdækkende regnvejr fra morgenstunden og dermed en sjaskvåd start på den nye uge.
Særligt morgen- og formiddagstimerne bliver ganske regnfulde, men også i eftermiddagstimerne bliver det stedvis ganske vådt. Dog er der udsigt til, at regnen i løbet af mandag eftermiddag klinger af og efterhånden giver mulighed for tørvejr.
Derudover får temperaturen et ordentlig nøk opad. Mange steder forventes temperaturen at toppe med 10 til 11 graders varme.
En halv måneds nedbør på to dage
Tirsdag starter ud med endnu et udbredt regnvejr til særligt den vestlige del af landet.
I takt med at dette regnvejr passerer landet, bliver der trukket køligere luft ned over Danmark. Dermed kan noget af tirsdagens regnvejr en overgang gå over i slud eller tøsne i Jylland.
Derfor bliver det også koldest mod vest, mens de højeste temperaturer forventes at blive målt i de østlige egne.
Samlet set ender mandag og tirsdag med at give op mellem 15 og 30 millimeter nedbør. Det er især store dele af Jylland, som får nogle våde dage, og lokalt kan der falde mere end 30 millimeter.
Normalt falder der omkring 45 millimeter i løbet af hele marts. Dermed kan der nogle steder komme mere end en halv måneds nedbør på blot to dage.
Vinterlige byger midt på ugen
Efter tirsdag er det en lidt køligere luftmasse, der ligger hen over Danmark.
I denne luftmasse forventes der en del spredte byger hen over landet. Disse kan i perioder blive med slud eller tøsne.
I samme ombæring forventes natten til torsdag at blive den koldeste i den kommende uge.
Nyt regnvejr i sigte
Omkring torsdag eller fredag ankommer et nyt lavtryk fra vest med endnu et regnvejr til hele landet.
Ud over regnen bliver der nok en gang sendt mild luft op over landet, hvilket giver tocifrede varmegrader sidst på ugen.
Kilde: TV2 Nord.