En lille flok elever fra 3. v og z fra HTX Hjørring står samlet over en nylavet go-card, mens de forsøger at starte den via batteriet på en ældre Ford.
De har det tydeligvis sjovt og har lavet en række ret aparte maskiner i deres teknikfagsuge: Indkøbsvogn med motor, juletræ-/beplantningspakker og selvkørende trillebør.
Teknikfag er et problembaseret projektfag, som man har i 3. g i 8 lektioner om ugen hele skoleåret. Det kulminerer med teknikfagsugen, hvor man udelukkende fokuserer på det praktiske aspekt af faget. Eleverne, der bygger maskinerne, har teknikfaget Udvikling & Produktion, hvor lærer Christian Eriksen er underviser:
– Eleverne kan virkelig godt lide teknikfag, da det er et kærkomment afbræk fra den boglige del. Man mærker tydeligt begejstringen for at bruge deres teoretiske kunne til noget praktisk. Det, de laver i teknikfagsugen, skal de også til eksamen i inden længe, så det er ikke helt fri leg.
Udover teknikfaget Udvikling & Produktion kan eleverne i år også vælge fagene Byggeri & Energi samt Proces, Levnedsmiddel & Sundhed.