I den kommende tid er der hygge og kreativitet på programmet hos Nordsøen Oceanarium.
Under temaet ”Lys i mørket” kan hele familien være med til at gøre den mørke tid lidt lysere i Nordsøen Oceanariums kreative hjørne. Samtidig er der mulighed for lære mere om visse fisks fascinerende evne til at lyse i det mørke vand.
Allerede fra lørdag den 30. november bliver der åbnet op for hyggen. I det kreative hjørne kan man hver weekend frem til og med den 9. februar lave sin egen flotte lanterne, som kan stilles i udstillingen eller tages med hjem.
Nordsøen Oceanarium stiller gamle syltetøjsglas og lignende til rådighed, men du er også mere end velkommen til selv at medbringe glas, der kan dekoreres.
Derudover er der hver dag mulighed for at klippe og pynte sine egne flotte fisk med særlige farver, som hænges op på en speciel væg med UV-lys i udstillingen. Ud over at se flot og dekorativt ud, viser det også, hvordan fisks farver ændrer sig i vandet.
Hvordan og hvorfor de gør det, kan du lære mere om i udstillingen.
Frem til jul kan du også flette dine egne sjove sæl-julehjerter til juletræet, lige som der kan hygges med æbleskiver og varm kakao i caféen fra 1. december.
Foto: Nordsøen.