Sikkerhedsstyrelsen har skærpet kursen og fører kontrol med, at kravene for alderskontrol ved salg af blandt andet alkohol, tobaksvarer og elektroniske cigaretter bliver overholdt i butikkerne.
– Fra den 1. juli og fremadrettet vil vi spørge om billed-ID, hvis vi vurderer kunden til at være under 25 år og man ønsker at købe enten alkohol, tobak eller medicin, som har forskellige aldersbegrænsninger, lyder det derfor fra købmand Kasper Knudsen hos Rema 1000 i Hirtshals.
– Husk det ikke er vores søde kassemedarbejdere, der har lavet lovgivningen, og vi beder derfor om alles forståelse og hjælp til at have billed-ID klar, hvis en af ovenstående varekategorier skal købes, tilføjer Kasper Knudsen.
Fra den 1. juli kan Sikkerhedsstyrelsen anvende unge kontrolkøbere til at føre tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker. De unge kontrolkøbere vil være 15 til 17 år, og de er en del af en ny ordning med en forsøgsperiode på to år frem til 30. juni 2026.
Sikkerhedsstyrelsens tilsynsførende vil desuden anonymt observere butikker for at se, om der foregår salg til personer, der er under de i loven fastsatte aldersgrænser. Observationerne vil både foregå inde i butikkerne og udenfor.
Derudover bliver det kontrolleret, om der er skiltet korrekt med aldersgrænser for salg af alkohol og om de ansatte er orienteret om reglerne og deres ansvar ved salg.
Sådan er reglerne
- Drikkevarer med 1,2 procent alkohol eller derover må ikke sælges til personer under 16 år
- Ved online salg af drikkevarer med 1,2 til 16,5 procent alkohol skal forhandleren kræve, at kunden tilkendegiver at være fyldt 16 år, inden salget gennemføres
- Drikkevarer med 16,5 procent alkohol eller derover må ikke sælges til personer under 18 år
- Ved online salg af drikkevarer over 16,5 procent alkohol skal forhandleren kræve, at kunden tilkendegiver at være fyldt 18 år, inden salget gennemføres
- Ved fysiske salgssteder skal der kræves gyldig billedlegitimation, hvis en sælger er i tvivl, om en kunde er gammel nok til lovligt at købe alkohol
- Butikker skal skilte med, at salg af alkoholholdige drikkevarer kræver billedlegitimation, hvis sælgeren er i tvivl, om kunden opfylder lovens aldersgrænser