Af Birgitte Højris Sørensen

Byrådskandidat for Vendelbo-Listen
Hjørring
I Vendelbo-Listen ser vi med glæde på, at borgerne laver Al-sang på Frihedsaftenen 4. maj 2025.
Derimod bør Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og Konservative ikke politisere begivenheden i et valgår.
Kendsgerningerne er, at de fire partier i deres samarbejde med Den Tyske Besættelsesmagt bidrog til, at frihedskæmpere måtte lade livet.
Nu er der så gået 80 år, og nævnte fire partier repræsenteret i Hjørring Byråd vil bruge 227.000 kroner på et kommunalt arrangement på Springvandspladsen i Hjørrings Centrum.
På Hjørring Kirkegård står der en mindesten, der vidner om frihedskæmpere, der gav det ultimative, deres liv, for at andre kunne leve i frihed. En misligeholdt mindesten, som kommunen ikke mener, er dens ansvar at holde holde i pæn stand – på stenen står ordene: “Hjørring By rejste denne sten.”
Vendelbo-Listen kritiserer ikke de borgere, der ønsker at synge Al-Sang. Det, Vendelbo-Listen synes, er uacceptabelt, er den selviscenesættelse Venstre-borgmesteren, Søren Smalbro, og socialdemokraten, Thomas Klimek, bruger dette arrangement til.
De to nævnte herrer vil holde tale under Al-Sang-arrangementet. Mon de husker at tale om, hvad deres respektive partier var med til at sanktionere i samarbejde med Den Tyske Besættelsesmagt? Nemlig stikkeri, tortur og drab på frihedskæmpere.
Det klinger hult og af mangel på respekt for de faldne frihedskæmpere, at 4. maj skal bruges til at føre valgkamp med. For er det ikke det, der er hensigten med politiseringen af arrangementet på Springvandspladsen i Hjørrings Centrum.
Lars Høgh, byrådskandidat for Venstre, lavede i sit seneste indlæg i Nordsø-Posten personangreb på Vendelbo-Listen. Og det uden skygge af dokumentation. Derimod leder hans indlæg tanken hen på, at Venstre måske skammer sig over dets rolle under Besættelsen.
Lars Høgh underviser på Hjørring Gymnasium. Hans fag er historie og samfundsfag. Jeg gad vide, hvad han har lært sine elever om Venstres rolle under Anden Verdenskrig – en rolle, der indebar samarbejde med Besættelsesmagten. Og mange frihedskæmpere måtte på den konto lade livet.
Den kendsgerning er glemt: Tyskerne henrettede for første gang en dansk sabotør, aalborggenseren, Poul Edvin Kjær Sørensen, i slutningen af august 1943. Nøjagtig samtidig krævede Venstres førende rigsdagsmedlem, Niels Elgaard, at Danmark skulle indføre dødsstraf for sabotage.
Altså skulle flere frihedskæmpere dø, hvis det stod til Venstre. Elgaard udtalte, at vi danskere burde “opføre os som mandfolk for en gangs skyld” ved at henrette sabotører. Husker Venstre-borgmesteren mon at nævne partifællen Elgaard under sin tale 4. maj?
Husker Thomas Klimek fra Socialdemokratiet mon at nævne partifællen Vilhelm Buhl og dennes dødbringende stikkertale til nationen?
Vendelbo-Listen har foreslået, at Mindestenen restaureres.
Vendelbo-Listen har foreslået, at der under Al-Sang arrangementet 4. maj bliver sagt ordene: “Æret være de myrdede frihedskæmpere.”



Jeg er fuldstændig enig i dine stærke betragtninger Brigitte. Det er prisværdigt, at du giver dit bidrag til at få rettet op på den historieløshed og historieforfalskning, som ligger bag arrangementet på befrielsesaftenen på søndag midt i Hjørring.
Arrangementet er en socialdemokratiske ide, som partiet og Thomas Klimek, socialdemokratisk byrådsmedlem, 2. viceborgmester, folketingskandidat og hvad han ellers er lusket igennem.
Det er ren manipulation.
Socialdemokratiet er et kollektivistisk parti. Det aner ikke hvad person frihed er. Alligevel vover de at lancere arrangementet med slagord om frihed, fællesskab og fremtid.
Socialdemokratiets fortælling om besættelsesårene er falsk. Det dokumenterede jeg i går her i Nordsøposten.
Den socialdemokratiske topledelse med Thorvald Stauning. Vilhelm Buhl og Jens Otte Krag i spidsen flirtede i de første krigsår med Nazi-Tyskland og overskred åbenlyst den hårfine grænse mellem samarbejde og kollaboration, mellem standhaftighed og eftergivenhed, mellem klogskab og dumhed.
Som statsminister holdt Vilhelm Buhl d. 2. september 1942 i Statsradiofonien den berygtede ” antisabotagetale”. Mod betaling af store dusør opfordrede han alle danskere til at stikke frihedskæmpere. Mange af dem, fmt. ca. 40, blev mejet ned af politiets kugler og bevæbnede danskere i resten af besættelsestiden.
Den og andre forbrydelser har Socialdemokratiet aldrig undskyldt for. Derimod har Socialdemokratiet med ond hensigt og det skjulte motiv at holde hånden over deres topledere udviklet en fortælling om besættelsesårene, der ikke tåler videnskabelig prøvelse.
Vi er blevet, og vi bliver fortsat taget grundigt ved næsen af denne historieløshed. Vi bliver snydt, så vandet driver ned ad ryggen på os. Og vandet kommer ikke fra springvandet nedenfor byrådssalen, men fra den socialdemokratiske spin- og magtmaskine.
Så kan vi så stå hjernevaskede på Springvandspladsen på søndag og lytte til Thomas Klimek, der har sat sig selv på talerlisten.
Uanset, hvad han siger, er det en politisering båret af foragt for de døde frihedskæmpere, båret af socialdemokratisk luskeri, lukkethed og manipulation. Og båret af, at Thomas Klinke spekulativt for egen vindings skyld fører sig frem som kandidat til dette og hint i den politiske verden.