En ny sæson står nemlig for døren i det nordjyske feriecenter Skallerup Seaside Resort, og det betyder at forberedelserne til den kommende sæson er i fuld gang. Det indebærer igen i år investeringer i yderligere opgraderinger af feriecenteret samt åbningen af det udvidede vand- og spaområde.
I sommeren 2022 begyndte feriecenteret således deres hidtil mest omfattende projekt med en udvidelse og renovering af feriecenterets vandland og spaafdeling, og det er dermed 2023-sæsonens helt store nyhed, når det efter planen står færdigt umiddelbart inden højsæsonen.
– Vores hidtil største investering er det spritnye vandland og en opgradering af vores knap 1.400 kvadratmeter store spaafdeling. Tidsplanen holder, og vi har gjort store fremskridt med projektet allerede. For eksempel har vi netop støbt fundamentet til trappetårnet, der skal føre op til den nye tresporede vandrutsjebane. Og nu glæder vi os endnu mere til den 9. juni, hvor vi gerne skulle være klar til at byde de første gæster velkommen til vores nye faciliteter, lyder det fra Jørgen Høll, som er direktør hos Skallerup Seaside Resort.

Udvidelsen betyder, at vandlandet vil være lukket i perioden 11. april til 9. juni, og spaafdelingen Romulus vil være lukket i perioden 22. maj til 9. juni. Svømmehal og dampbad vil være åbent i hele byggeperioden, og der vil fortsat blive afholdt daglige saunagus.