Skallerup Seaside Resort er for tredje år i træk kåret som Danmarks Bedste Feriecenter.
– Vi er utrolig glade og meget stolte over, at vi igen i år har modtaget titlen som Danmarks Bedste Feriecenter ved Danish Travel Awards 2025, der fandt sted i Cirkusbygningen i København onsdag.
– Prisen er først og fremmest et resultat af vores fantastisk dygtige og dedikerede kollegaer, der hver dag arbejder passioneret for at skabe uforglemmelige oplevelser for vores gæster. Uden deres indsats var denne anerkendelse ikke mulig.
Ydermere skal der lyde en stor tak til alle jer, der har stemt på os – det betyder alverden, skriver Skallerup Seaside Resort, som vandt foran Hvidbjerg Strand og Landal Søhøjlandet.

Rederiet Color Line blev kåret som Bedste Passagerrederi foran Go Nordic Cruiseline og Stena Line.
Bedste danske lufthavn blev Aalborg Lufthavn foran Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn.
Vinderne findes via et panel hos analyseinstituttet Epinion, hvor flere end 3.000 respondenter har deltaget. Det skriver mediet standby.dk – Nyt om rejser


