Efter knap et år med renovering og fornyelse er det nordjyske feriecenter Skallerup Seaside Resort nu ved at lægge sidste hånd på den største renovering i feriecenterets historie. På baggrund af en stigende efterspørgsel fra gæsterne har det nordjyske feriecenter nemlig valgt at udvide og forny badelandet samt øge kapaciteten i det eftertragtede wellnessområde Romulus.
Efter flere år med rekordoverskud besluttede feriecenterets bestyrelse i efteråret 2021, at de populære faciliteter skulle gennemgå en renovering med fokus på en modernisering, energioptimering samt øget kapacitet. Det første spadestik blev taget den 9. juni 2022, og efter mere end et års arbejde kan Skallerup Seaside Resort nu endelig slå dørene op for den spændende udvidelse den 10. juni.
– Vi glæder os rigtig meget til at byde gæsterne velkommen i vores nye badeland og wellnessområde, som bliver udvidet med en tresporet vandrutsjebane, to nye børnebassiner, et floating salt-bassin, nye behandlerrum og større omklædningsfaciliteter. Vi arbejder også med at få et nyt større udendørs bassin klar inden højsæsonen, fortæller direktør hos Skallerup Seaside Resort, Jørgen Høll, og forklarer at processen også har budt på udfordringer undervejs:
– Som de fleste ved, går større byggerier sjældent helt som planlagt. Det har også været tilfældet for vores projekt, men vores hovedentreprenør JORTON har været yderst fleksibel og forstående overfor de udfordringer, vi er stødt på. Vores største udfordring har været økonomien, da byggeriet er sket under en periode med kraftigt stigende materialepriser. Men vi valgte at fortsætte med et fast mål for øje, og vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at gæsterne vil tage godt imod de nye faciliteter.
Investerer i gæstetilfredshed
Trods mange måneders renovering og otte uger med nedlukning af bade- og spafaciliteterne har gæsterne fortsat støttet op og booket overnatninger på feriecenteret. Det har resulteret i, at 2022 blev endnu et år med en høj belægningsprocent og rekordoverskud, og de økonomiske udfordringer minimeres derfor betydeligt takket være de trofaste gæster.
– Vores overskud investeres til fordel for gæsterne, og derfor har vi hele tiden gang i nye projekter, som skal gøre Skallerup til et endnu mere attraktivt sted at besøge for vores stamgæster såvel som nye gæster, forklarer Jørgen Høll.
Efter udvidelsen af resortets badeland og wellnessområde er fokus nu at afslutte andre småprojekter, så gæsterne er sikret en fuldendt oplevelse:
– Det er vigtigt for os, at vores gæster får en fuldendt oplevelse. Derfor glæder vi os også over den kommende genåbning af vores opdaterede museum. Samtidig er vi gang med at renovere vores udendørs minigolfbane samt nogle af vores ferieboliger, afslutter Jørgen Høll.