Argan er som hovedperson den indbildt syge, hvorom hele plottet drejer sig i den klassiske komedie af Molière. Han er som en hypokondrisk klynkende misbruger dybt afhængig af sin daglige medicin, som læger og kvaksalvere tjener styrtende på med deres mirakuløse kure.
Den revolutionære tjener Toinette kæmper for sin part indædt for Argans datter Angeliques ret til selv at vælge sin ægtefælle, mens han som far insisterer ligeså halsstarrigt på, at hun skal giftes med den selvhøjtidelige læge Thomas, der kan give ham den daglige overdosis af piller og mikstur samt lavementer.
Molière var angiveligt selv dødsyg, da han skrev stykket, akkurat som de frivillige bag Hjørring Sommerspil stod midt i coronakrisens alvor, da de skulle vælge deres næste satsning, hvor de altså med dødsforagt kastede alle kræfter ind på en fortolkning af den fandenivoldske humor i Den indbildt Syge.
Det er de sluppet rigtig, rigtig godt fra i denne forrygende og satiriske iscenesættelse, hvor især Jesper Frydkjær er rablende morsom som Argan, mens Rasmus Thusgaard Pedersen er ligeså genial med sin langbenede gestaltning af den snobbede og overskruede læge Thomas.
Det er dog ikke helt rimeligt her at trække flere skuespillere eller folk fra bag scenen frem i spotlyset, fordi hele bearbejdningen, iscenesættelsen, instruktionen, kostumerne, teknikken og ikke mindst altså lige præcis skuespillet er så gennemført godt, at man rives fuldstændig med.
For slet ikke at nævne den fantastiske placering af scenen i baggården hos Vendsyssel Kunstmuseum.
Hatteløft for endnu en flot præstation af Hjørring Sommerspil!
Forestillingen opføres igen den 2. og 3. samt 5. september kl. 20.00 i gården bag Vendsyssel Kunstmuseum – indgang ved Kraghsvej 5.
Køb billetter her
Billetpris: kr. 100,-. Resterende billetter sælges ved indgangen og der er stadig billetter til alle forestillinger.
Foto: Niels Skipper.