Et dusin drenge fra 8. og 9. klasserne på skolerne i Hirtshals, Sindal, Højene og Lundergaard, som alle interesserer sig særligt for teknologi, deltog den 20. til 22. marts i et forløb omkring robotteknologi, automatisering og programmering.
I forløbet lærte drengene om programmering sammen med lærerstuderende fra UCN, hørte oplæg om erhvervsuddannelser på Tech College Aalborg, tre virksomhedsbesøg på henholdsvis Novo Nordisk, RollTech og Bruëll og sluttede af med et besøg hos Robotics på Aalborg Universitet.
– Tre dage med masser af læring, information om job og uddannelsesmuligheder, også lokalt og ikke mindst en masse konkrete opgaver med programmering af robotter. Her oplevede de unge, at computerspil og skills indenfor teknologi i allerhøjeste grad værdsættes, lyder det fra uddannelsesvejleder Jørgen Jensen i SkoleCenter Hirtshals.
Vejlederen sender derfor en tak til UCN, Novo Nordisk, Rolltech, Bruël Systems, Tech College Aalborg og Aalborg Universitet og Robotics for at stille kompetencer og lokaler til rådighed for at uddanne og danne unge mennesker. Det gjorde de så godt.
– Sidst og ikke mindst tak til 12 topmotiverede, energiske, interesserede unge, der helt sikkert har fået større udsyn på job og uddannelser indenfor teknologi og er blevet klogere på sig selv og egne interesser og kompetencer, slutter Jørgen Jensen.


