Lige siden første gang, jeg hørte Allan Olsen på Hirtshals Kro, er det med store forventninger, jeg går til en koncert med den garvede troubadur og sangskriver, hvilket også var tilfældet fredag aften på Vendelbohus.
I lighed med mange andre, ikke mindst Niels Hausgaard, er Allan Olsen nemlig en ligeså stor entertainer eller rent ud sagt standupper, som han er klassisk spillemand, som er et udtryk, hvormed han ofte karakteriserer sig selv, hvilket han i dén grad fik understreget på scenen i Hjørring.
Der var ingen spritnye sange, men fra bagkataloget blev der hentet et bredt udvalg af de velkendte ørehængere, fremført med karakteristisk underdrejet lune og ironi, fra stille ballader til de mere rockede, hvilket tydeligvis bekom især de mere besofne og højlydte gæster rigtig godt og lagde op til fællessang i salen.
Den bramfri snak mellem numrene tog ad flere omgange udgangspunkt i næsten dagsaktuelle politiske oplevelser, idet begge fløje fra Sikandar Siddique til Pernille Vermund så at sige fik på puklen af Allan Olsen. Ligesom der var kærlige hug til kollegaerne i hans egen branche.
Hvis man hører til dem, der har det lidt svært med spillemanden med de dybe rødder i Fresse, kan jeg på det varmeste anbefale hans selvbiografiske bøger Tilfældigt strejfet og Laksetrappen. Bøgerne åbner nemlig en ladeport ind til sangskriverens lokalpatriotiske og lune, nogen vil nok sige til tider lumre univers.
Hvorom alting er og bliver, står indtrykket af ikke bare en veloplagt spillemand med fornem håndtering af guitaren, men også en skalpelskarp ordekvilibrist og samfundskritisk stemme, styrket tilbage efter fredagens frimodige koncert på Vendelbohus.
Sangene var som nævnt fra skuffen, men koncerten var afgjort ikke skuffende. Støvet får aldrig lov til at lægge sig over den gamle troubadurs sange, som altid fremstår skarpslebne som fugletræk og kumulusskyer i frisk sidevind.
Link til tidligere omtaler og anmeldelser af Allan Olsen.
Foto: Hanne Skipper.