Fredag den 3. oktober kl. 14 åbner udstillingen ”Skibet er ladet med fremtidsdrømme” på Hjørring Bibliotek. Udstillingen er en opvarmning til DM i Skills 2026, der finder sted i Hjørring til april næste år.
Udstillingen viser 510 flaskeposter fyldt med fremtidsdrømme skrevet i foråret af Hjørring Kommunes 7. klasses-elever, som deltog i Mini Skills på EUC Nord og SOSU NORD. Eleverne gav deres bud på, hvilken rolle håndværk kommer til at spille i fremtiden – både for dem selv og for samfundet. Flaskeposterne er nu flyttet ind på et spektakulært skib placeret midt i biblioteksrummet, hvor det udstilles hele oktober måned.
Vigtigt med dygtige håndværkere i fremtiden
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem EUC Nord, SOSU NORD, Børne- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Hjørring Kommune og Hjørring Bibliotekerne. Parterne ønsker nemlig i fællesskab at sætte fokus på håndværk og den store betydning, det har for os allesammen, at der i fremtiden findes dygtige tømrere, elektrikere, malere, kokke, bagere, SOSU-assistenter med mere.
EUC Nord og SOSU NORD sørger for kompetent uddannelse til fremtidens håndværkere og social- og sundhedsmedarbejdere. Hjørring Bibliotekerne promoverer håndværksfagene, bl.a. med et nyåbnet værksted på biblioteket, hvor skoleklasser kan prøve kræfter med design og håndværk, samtidig med at de præsenteres for bøger om emnet.
Udstillingen af de 510 fremtidsdrømme på skibet er et udtryk for samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og biblioteket samt kommunens Børne- og Arbejdsmarkedsforvaltning, der er med til at arrangere DM i Skills i 2026.
Borgmesteren døber skibet
Skibet skal – som traditionen foreskriver det – døbes til udstillingsåbningen den 3/10, og det sørger borgmester Søren Smalbro for. Udover ham taler udvalgsformand Gry Bruun Nielsen, og så kan man høre et interview med snedkerlærling Rasmus Rughaven, som går på EUC Nords erhvervsuddannelse. Der bliver også musikalsk underholdning og lidt godt til ganen, og alle er velkommen.


