Når man sætter kurs ud over Skagerrak og Nordsøen, som netavsiens udsendte gjorde lørdag med Norröna, forventer man ikke at se noget fra hjemhavnen på det umådelige hav, men søndag dukkede et fartøj alligevel op, som umiskendeligt lignede HG 264 Ruth.
Da vi lidt senere på dagen var inviteret op på broen, kunne 1. styrmand Jákup Hansen bekræfte, at han faktisk lige havde haft ringet op til skipper Mikkjal Godtfred, som rigtig nok passerede Norröna midt ude i Nordsøen. Noget af et tilfælde og et skønt stævnemøde med det smukke skib.
Forinden havde hotelchef Vincent Jensen, som har sejlet hos Smyril Line i en halv snes år, fulgt os op på broen til kaptajn Petur Av Vollanum. Vincent skulle i sin tid egentlig kun have været med i 5 uger, men undervejs mødte han sin nuværende kæreste og fik i flere henseender fast hyre og i tilgift en datter.
Efter afsejling fra Hirtshals fik vi lørdag aften en lækker og rigt varieret buffet i restauranten Skansagarður. Søndag stod den på delikat smørrebrød med et færøsk twist og om aftenen en overdådig gastronomisk oplevelse med fem retters menu i gourmetrestauranten Munkastova. Rederiet har her virkelig opgraderet sidstnævnte restaurant.
Mandag morgen nåede vi igen morgenmaden i Skansagarður, før Norröna i buldermørke og støvregn anløb Tórshavn. Færøernes hovedstad har dens lidenhed til trods karakter af en hektisk metropol, som især i nattens mulm og mørke tager sig overvældende ud med dens lyshav ikke mindst set ude fra Nolsøfjorden.
Første dag gik dernæst med indkvartering på rederiets Hotel Brandan, hvorefter den stod på shopping i midtbyen og en afstikker til Magnuskatedralen og kongsgården i Kirkjubøur. Minsandten om ikke vi derfra så Norröna sejle syd om Streymoy for at sætte kurs mod Island.
Det blev også til et gensyn med Hotel Föroyar, hvilket lå mig meget på sinde, fordi jeg arbejdede i et tømrersjak på byggeriet for en menneskealder siden, mens jeg boede i Tórshavn. Hotellet er desuden tegnet af Friis og Moltke, der også er arkitekterne bag Fyrklit i Hirtshals.
Mandagen blev rundet af med en burger højt til vejrs på spisestedet Haps med en pragtfuld udsigt over Torshavn by night, hvorefter vi bookede bord til tirsdag på byens eneste sushirestaurant Etika. Forinden satser vi på at have været rundt til adskillige attraktioner i blandt andet Klaksvík.
God tur fremover – vi var forbi for 14 dage siden. Det er lige fantastisk hver gang 🙂 Susanne og Oscar