Oplevelsen hos SHI finder dels sted for at belønne medlemmernes opbakning til SHI i det seneste år, men dels også for at sætte fokus på sammenhold i foreningen efter en nedlukning, som har betydet at vores udøvere i store dele af 2020 og 2021 nu har siddet hjemme uden mulighed for at dyrke deres normale idræt.
Med bidrag fra SHIs støtteforening, SHIs Venner, har vi valgt at alle vores medlemmer inviteres til en social oplevelse i 2021. Det er den ansvarlige på det enkelte hold i hhv. fodbold-, håndbold-, gymnastik-, badminton- eller løbeafdelingen, der står for at arrangere, således at medlemmerne sammen med sit normale holdkammerater og trænere kan mødes og hygge sig. Til hvert medlem er reserveret 100 kr. Med 1400 medlemmer i de forskellige foreninger vil det sige at bidraget beløber sig til ca. 140.000 kr., hvoraf de 35.000 støttes fra støtteforeningen.
– Vi kigger ind i en snarlig genåbning, og det er vigtigt for os, at vi får genaktiveret vores medlemmer, så de igen kommer ud og dyrker motion. Det styrker sundhed og fællesskab. En udgift på 140.000 er meget, men vi synes vi har et stort ansvar for at genforene sammenholdet og hjælpe til, at vi får alle, og flere til, tilbage i vores forening og dyrke sport, lyder det fra Mads Nielsen, formand i SHI.
– Foreningen har kontaktet fire af sine sponsorerer og de har lavet en pakkeløsning, som vi kan gøre brug af. Det er vi dybt taknemmelige for, og samtidig er det vigtigt for os, at vi også samtidig kan bakke op om vores sponsorer, som også har været præget af coronanedlukninger, tilføjer Mads Nielsen.
Sponsorerne er Bones Hjørring, Vandhuset Park Vendia, Hjørring Biograf og Hjørring Bowlingcenter.
SHI er Hjørring kommunes største flerstrenget forening og arbejder pt. også med at udvide sit anlæg med Det Blå Frirum (læs mere på www.shi-sport.dk).