Lørdag blev Byforums anden etape af Udsigtsstien indviet og den nye bro navngivet ved en flot event i et stort telt mellem Rema 1000 og Havnegade.
Det var bestyrelsesformand og bykoordinator John Kongerslev, der indledningsvis bød velkommen og fortalte lidt om tilblivelsen af både Udsigtsstien og broen over Skagerakvej samt arbejdet i styregruppen, som ud over ham selv tæller Ole Møgelmose og Byforums næstformand Jørgen Rottbøll. Ligesom han takkede de mange sponsorerer samt entreprenørfirmaet HMU ved direktør Claus Roden Jensen og for samarbejdet med Hjørring Kommune.
Forinden havde de mange fremmødte sunget Hirtshalsvalsen, der blev festligt akkompagneret af bandet Midt i Ugen, som afslutningsvis også spillede til fælles afsyngelse af Hvor mågerne skriger.
I forbindelse med indvielsen af broen kunne Jørgen Rottbøll afsløre vinderen af den udskrevne navnekonkurrence, som ved lodtrækning blev Jan Mølgaard Jensen. Der var ganske vist indkommet rigtig mange gode og kreative forslag, der rakte fra det oplagte Skagerakbroen over det mere fantasifulde Bifrost, men dommerpanelets afgørelse faldt ud til fordel for Skibsbyggerbroen.
Navnet henviser naturligvis til Hans Svendsens Skibsbyggeri, der i sin tid lå lige ovre på den anden side af Havnegade. Flere havde fremført det forslag, men en lodtrækning faldt altså ud til fordel for Jan Mølgaard Jensen.
Dernæst var der tale af borgmester Søren Smalbro, som benyttede anledningen til på Hjørring Kommunes vegne at kvitterede og takke for det gode samarbejde med Byforum, der har bidraget med så mange flotte projekter i Hirtshals.
Borgmesteren rettede i den forbindelse en helt særlig tak til bestyrelsesformand John Kongerslev. Bykoordinatoren fik ikke bare ros for sin flid, men især også for den stædighed, der har muliggjort mangt og meget.
Afslutningsvis klippede borgmesteren den røde snor, hvorved han officielt åbnede Skibsbyggerbroen og den anden etape af Udsigtsstien.
Herefter var der hyggeligt samvær med musik, fadøl og lækre fiskefrikadeller lavet af Lene Kongerslev hos Restaurant Munch.
Læs mere her og bliv medlem af Byforum Hirtshals.
Sieht ja echt Super aus die neue Brücke, und ich freue mich schon jetzt diese LIVE vor Ort zu sehen, wenn wir im August nach Hirtshals kommen, in unser zweites zu Hause. Liebe herzliche Grüße aus Lübbecke .