Rejetrawleren var sidste torsdag på vej ind til Hirtshals for at losse rejer. Men skipper og ejer af fartøjet er ikke helt tilfreds med den seneste tur.
– Det har været noget pisvejr og dårligt fiskeri. Vi har været oppe på østkanten ud for Sverige. Så er vi inde og losse kogte rejer i Sverige hver tredje dag, de må helst ikke blive for gamle. Vi var sidst inde med 900 kg. kogte rejer. Dog er priserne ikke for gode lige nu. Vi fik omkring 110 svenske kroner kiloet, men den er jo noget lavere end den danske, siger Tonny Christian Espersen.
Priserne har været lidt i den lave ende i år i forhold til sidste år, men det tilskriver skipper den nuværende situation.
– Priserne har ikke været for gode hele året. Men det er nok på grund af corona. Men vi kan da godt få det til at hænge sammen – sådan da, siger Tonny Christian Espersen.
Ud over dårligt vejr og svigtende priser, har skipper og mandskabet om bord også haft andre ting at kæmpe med.
– Vi var så uheldige at splitte et trawl ad. Så med skidt vejr, dårlige strømforhold og lave priser, så kan vi vist godt sige, at turen ikke har været så god, siger skipper.
Han er dog optimist i forhold til den næste tur, som muligvis går længere vestover.
– De har lovet godt vejr næste uge – så håber vi på noget bedre fiskeri. Jeg tror, vi vil prøve nordvest af Hanstholm næste gang, siger skipper.
Rejerne om bord er altså på vej til Hirtshals. Men nogle af dem skal sendes videre, når de er blevet losset.
– De små rejer er til Launis, men de kogte bliver kørt til Sverige med Fiskelogistik. De tager dem med i aften, og så er de klar i Sverige i morgen, siger Tonny Christian Espersen.
Kilde: FiskeriTidende.
Foto (arkiv): Jens Kranen Photography..