Mandag formiddag gik folk fra Henry Petersen & Sønner i gang med at hæve den norske sejlbåd, som fredag aften den 9. februar i hårdt vejr påsejlede stenene ved indsejlingen til Hirtshals Havn.
Den norske skipper vil fortsat helst være anonym, da han ikke er helt stolt over sit forlis i Hirtshals, men vi kan jo foreløbig kalde ham Terje Vigen efter det berømte digt af dramatikeren Henrik Ibsen.
Drama var der i hvert fald tale om, da redningsfolkene i FRB 14 den bidende kolde og stormfulde fredag aften stod ud for at få sejlbåden trukket i sikkerhed ved Skibsbyggerkajen på østsiden ind mod Jollehavnen.

Terje fik efterfølgende først husly hos Jette Hansen og Poul Nielsen på Hotel Skagerak, men nu bor han privat indlogeret i Hirtshals og priser sig lykkelig over at være strandet her og ikke i Sverige. Det er som bekendt så deilig å være norsk i Danmark.
Det sidste siger han med et drilsk smil, men det kunne nemt være blevet tilfældet, idet han først forsøgte at søge nødhavn i Göteborg, men måtte opgive, hvorefter kursen blev sat mod Læsø og dernæst altså Hirtshals Havn.
Udfordringen var både det hårde vejr og det forhold, at sejlbåden var uden motor, hvilket gjorde det vanskeligt for den ensomme skipper at få manøvreret sikkert i havn også i Hirtshals. Frederikshavn og Skagen var på forhånd blevet opgivet, idet han også troede, at der var mere læ, når han kom på den anden side af Vendsyssel.
Det var mildest talt ikke tilfældet, men heldigvis fik de lokale redningsfolk altså hevet den forulykkede nordmand sikkert i havn, hvor sejlbåde dog snart efter sank og stod med kølen på i den mudrede bund.

I havnebyen er han til gengæld utrolig glad for den gæstfrihed og hjælpsomhed, som han har mødt. Ikke bare hos Jette Hansen og Poul Nielsen på Hotel Skagerak, men ikke mindst også hos Duusgaard og Hirtshals Havn.
Nu vil han forsøge at skaffe sig et arbejde i havnebyen, så han kan få betalt sine regninger. Indtil forliset boede han ombord på sit sejlskib, hvor han havde proviant til et halvt års tid, men det er nu tabt.
Sejlbåden vil han ikke forsøge at renovere, selv om det muligvis nok lod sig gøre, men projektet er for stort og uoverskueligt. Både skal enten hugges op af ham selv eller måske ende sine dage på en legeplads i en lokal daginstitution.
Hvis nogen står med et job til den arbejdsomme nordmand, der har masser af erfaring med at arbejde med både, så formidler vi hos netavisen gerne kontakten til ham.


