Lørdag klokken 11 blev det allerede så småt traditionsrige julemarked, der supplerer det populære kunsthåndværkermarked i påsken, åbnet med fællessang i Den Svenske Sømandskirke.
Dermed blev der lagt op til en skøn weekend, hvor markedet har åbent igen mellem kl. 11 og 16 denne 1. søndag i advent. Det skorter derfor heller ikke i år på muligheder for at få købt kalenderpakker og julegaver.
Som allerede foromtalt er der nu et spændende mix af nye og velkendte kunstnere. Julemarkedet byder nemlig på ikke færre end 12 unikke stande. Blandt nyhederne er Charlotte Voetmann med smuk billedkunst, Kurt Sørensen (KS Foto) med imponerende fotografier og Birgith Rasmussen fra Unika Garn, der tryller håndfarvede garner frem med naturens egne planter fra lokalområdet.
Der er også gensynsglæde med populære gengangere som Inge S. Jensen, Feddets Fred, trædrejer Kaj Pedersen og Karen Riis med flotte, håndlavede smykker. Kom og mød alle de dygtige udstillere, som er klar til at dele historier og teknikker bag deres håndværk – perfekt til en personlig gave eller lidt selvforkælelse.
Til at skabe den rette julestemning vil udstiller Anna Stina Billund spille mange af julens favoritter på stedets flygel. Når du har besøgt standene, kan du slå dig ned i caféen og nyde ægte julestemning. Her serveres der lune æbleskiver, varm kaffe, te og gløgg fra Ostemanden.
Kort fortalt igen en perfekte afslutning på en hyggelig weekend.
Foto: Niels Skipper.